Spændende.

Først og fremmest, synes jeg, det er pisse modigt, at du tager den her diskussion op, med dig selv som eksempel.

Godt nok er siden her ikke overbefolket endnu, men dit indlæg kunne sagtens indkassere nogel øretæver. Det håber jeg nu ikke sker.

Jeg har lidt svært ved at gennemskue hvordan jeg skal tage fat i indlægget. Måske fordi jeg på den ene side sagtens kan genkende nogle ting fra det, samtidig med at nogle af konklusionerne ligger mig enormt fjernt.

Jeg indrømmer da gerne, at have været "Klassens nørd" af flere omgange, og at det var befriende at finde et miljø, hvor man følte sig hjemme og velkommen. Det er mere end ti år siden jeg begyndte at spille rollespil, og nu er langt størstedelen af de venner jeg har løbende kontakt med rollespillere. Jeg har simpelthen ikke tid til at pleje gruppen af warhammer spillere, soldaterkammerater, gymnasievenner, folkeskolevenner osv. For mig har det dog været et aktivt valg, der har handlet om at prioritere de omgangskredse, der betød noget for mig, og som jeg kunne mærke jeg fik noget tilbage fra. Det blev så til mine studiekammerater og rollespilsmiljøet. 

Jeg kan sagtens genkende følelsen af at gå enormt meget op i miljøet (alt for meget nogle gange) og har en række bekendte i udkanten af miljøet, der ofte giver som grund til ikke at komme til fester eller arrangementer, at de forsøger ikke at blive suge helt ind i maskinen. Og al respekt for det. Samtidig kan jeg også nogle gange få nok af runkredse med guitarer, billige dåseøl, dårlig musik-, tøj- og barsmag og hvad der nu ellers eksisterer i miljøet, og længes ud til verden af "rigtige mennesker", musik og diskoteker. Jeg opdager dog hele tiden, at hver af de to har forskellige ting at byde på. Som du selv siger, der er to sider.

Jeg synes dog det er enormt vigtigt at skeldne mellem miljøet og spillet. Jeg synes, det er for nemt at sige, at rollespilsmiljøet i særklasse trækker folk ind, og ikke giver slip igen, bare fordi det vi spiller har stærke eskapistiske elementer. Jeg tror, at de fleste hobbyer har tilhørende miljøer, og måske især de kreative, hvor det handler om at skabe ting sammen, nyde hinandens arbejde osv. Jeg kender da for eksempel spejdere, warhammer spillere og universitetsstuderende, der ikke rigtig har andet at gå op i, end deres særinteresse.

Jeg synes dog ikke, det er særlig specielt for rollespillere, men er enig i, at det er sundesst at have flere forskellige interesser og vennekredse, så man hele tiden bliver mindet om, at der findes andre ting her i verden.

-Søren

"Er det i længden usundt, at lære børn og unge, at forsvinde og lade sig opsluge i en fantasiverden, hvor intet er som det er i virkeligheden? En verden, hvor andre også deltager og bakker op om illusionen?"

Nej det er det ikke. (Hårdt og kontant)

Børn leger - og oftest handler den leg om at man er noget andet end det man i virkeligheden er - Og det har børn gjort i mange år. At man så bliver ved med det som voksen kan da sikkert godt vække nogle alarmer hos en psykolog eller to - Men at sige at det er usundt for børn og unge at forestille sig noget der ikke er virkelighed giver ikke den store mening. Det kaldes fantasi, og det er gerne fantasien som skal blive til kreativitet når man bliver voksen.

Der er ingen grund til at lave helt naturlige ting om til noget farligt og skadeligt. Så på lige præcis det punkt kommer du selv med svaret - Nogle mennesker kan være sat sådan sammen at det muligvis kan være skadeligt - Men det er ikke et generelt problem.
____

Jeg synes måske lidt at dit indlæg ligger op til en diskussion omkring "rollespil er noget farligt noget" - Og så er vi tilbage til 80'rne (Ironisk nok ligger der en debat der hedder det, her på forummet, med en video fra 80'rne, som fremstiller rollespil som "noget farligt noget" - Den syens jeg du skulle tage og se, hvis du ikke allerede har set den :))

____

Som Ebbehøj også skriver, så er det ikke kun rollespillere der "fortaber" sig i deres hobby - Det gør de fleste som har en hobby hvor de kan finde ligesindede mennesker, og har mulighed for at lave noget de kan finde ud af, og identificere sig selv med.

Jeg startede som rollespiller da jeg var 10 - Og på det tidspunkt gjorde samtlige drenge det i min klasse. efter et par år begydte det at falde, i forbindelse med at foreningen i Hobro lukkede - 4-5 af mine venner og jeg fortsatte i Randers ved Den Glemte Legion, hvor der så til sidst kun var mig og en enkelt anden ven tilbage - Til sidst døde det fuldstændigt.

Så i mit tilfælde har det ikke handlet om at jeg har forladt "den virkelige verden" - men at alle havde den samme hobby, og det var normalt. Da alle mine venenr var stoppet med at spile, stoppede jeg også.
Efter 3 års pause fik jeg nogle nye venner som tilfældigvis var rollespillere, og begyndte at spille med dem igen.

For mig har det ikke været et spørgsmål om at finde et sted hvor jeg passede ind, men om at jeg bare har spillet når jeg har haft nogle venner som også spillede.

Jeg har også været klassens nørd - Men i mit tilfælde, så var vi det allesammen.

Pointen med den fortælling er, at rollespil ikke ligger uden for "den virkelige verden". Der er bare nogle mennesker som spiller, og andre som ikke spiller. Ligesom med fodboldt og alt andet, og ligesom med alt andet er det forskelligt hvor meget folk går op i det - Elite idræts udøvere har heller ikke andet i hovedet end deres sport - Men det er ikke noget osom er kommet efter de er blevet en del af eliten - Det har altid været der og derfor er de blevet en del af eliten.

Forskellen på rollespil og sport er at rollespil bare ikke har en elite (Kan diskuteres) som gør at det er i orden at gø så meget op i det som nogle menensker gør

____

Så vil jeg sige det samme som Ebbehøj - At det er modigt at bruge dig selv som eksempel - og samtidig håber jeg ikke at det bliver en debat hvor man ikke kan sige sin mening af frygt for at ramme dig personligt

____

Hej Louise

Det er et godt indlæg, der ligger op til en god diskussion. For der er sociale konsekvenser, det er der med alt, og det kunne da være godt lige at få dem sat i fine kasser så vi er opmærksomme på det.

For det første har jeg medlidenhed med dig. Det må ikke have været nemt at give slip på en så stor del af sit liv. Det er stort af dig at skrive dette indlæg.

Og så til resten. Jeg mener ikke det er sundt/usundt at børn og voksne opsluger sig i en fantasy verden hver månede. Nørdede computerspillere gør det hver eneste dag i flere timer om dagen. Det var den type nørd jeg var før jeg blev live'er og det er den type mine brødre er.

I bund og grund er rollespil et samlingssted for de sociale nørder. Nørder som tidligere har været for sig selv, men som i bund og grund fungere fint med de fleste andre mennesker. Sammenhold og positiv social omgang med andre mennesker er meget vigtigt. Så det er en stor fordel at blive rollespiller, hvis man har lysten og ikke har så mange andre venner. Det har vi alle prøvet.

Selvfølgelig er det muligt at rollespil er skyld i at der opstår nogle psykiske problemer, men jeg vil finde det mere logisk at folk som har psykiske problemer utilsigtet har været vores målgruppe, da de ofte finder sig alene og når man er alene og ikke har det så godt vil en intelligent person tænke på noget bedre, f.eks. en fantasy verden. Vores miljø er også meget accepterende, så det er et godt sted at søge hen for sådanne typer. Ofte mener jeg faktisk ikke at det er en dårlig ting. Som sagt sammenhold og positvie relationer er gode for mennesker generelt. Hvis man ikke kan se forskel virkelighed og fantasi bliver det dog et stort problem. Meget stort og så bør man også stoppe. Men som sagt mener jeg at det er rollespil der tiltrækker folk med problemer i modsætning til at det er rollespil der skaber problemer.

Til sidst vil jeg påpege: Det er vigtigt at have et fuldt liv med flere forskellige interesser og en bred venneskare, således at hvis man rager sig uklar med en gruppe ikke bliver helt forladt. Dette kan være arbejde, uddannelse, familie eller andre interesser. Så husk at snak med dine kollegaer og studiekammerater en gang imellem og hvis du kan driste dig til at skabe en ny hobby skal man ikke være bleg for at prøve.

Jeg ville nok sidde og tegne samt læse tegneserier hele tiden hvis jeg ikke var live'er. Der ville det også være en fordel at blive en del af et miljø, ellers ville jeg ikke få nok social kontakt, men tilgengæld ville det nok opsluge mig i lige så stor grad som rollespil gør.

Mvh. Migal

Edit: Og i rollespil er jeg, trods al min indlevelse, bare stadig Michael G. Nielsen der kalder sig noget andet og går i noget fjollet tøj. Jeg er stadig ansvarlig for hvad jeg gør på alle måder.

Jeg har en dansk lærer der meget overbevist mener at hele den "tidens bølge" med fantasy bøger og computerspil, hvor børn og unge lever sig ind i en anden verden, (og dermed også rollespil), er et politisk komplot for at pasificere ungdommen så den ikke bliver politisk.
   Jeg er ikke enig. Men ja, der kan være problemer med rollespil.

Jeg vil ikke gentage alt det som de forhenværende posts fint forklarer. Der hvor jeg mener det skaber problemer er som Migal siger, hvis man ikke skaber sig venskaber andre steder også. Når man ensporet kun lever sit liv i miljøet og spillet, får alle sine succeer fra et sted og gør det en afhængighed. Og det er ikke sundt. 
   Som usikker teenager, er det svært at tænke på den hvilken mulig afhængighed man tillægger fællesskabet og "sporten". Men jeg mener ikke kun det er rollespillere der gør den slags. Alle teenagere søger en form for fællesskab, enten gennem et medie, tøjstil eller fritidsaktivitet. Bliver derfor pludselig afskåret fra fællesskabet vil jeg tro det kan have konsekvenser.
   Men hele dedikationen til fællesskabet skulle gerne som man bliver voksen skulle munde ud i et "sundt liv", hvor man får bekræftelser og fællesskaber andre steder fra, som man kommer over "teenage-usikkerheden".
   Så sundt eller usundt mener jeg udmunder i udviklingen af personen.

Ah, en anden problemstilling end det psykologiske. Politisk engagement. Nu vil jeg sige at der er en del live'ere der engagere sig i politik allerede? Kåre Murmann Kjær fulgte valget på sin blog og fik da skrevet om et par stykker.

Men der er dog noget sandhed i Majas dansk lærers udsagn. En stor interesse indenfor rollespil formindkser jo tiden man kan bruge på andre interesser, f.eks. politik. Jeg ved ikke om det er grundet rollespil, men jeg har da ikke været til nogen demonstrationer siden at jeg stardede på det.

Nu startede jeg jo som ca. 18årig, så kender ikke den 'interesse for politik reducerende effekt' på folk der har spillet fra de var små, men tvivler på den er mærkbar. Muligvis mener jeg vi giver en større indgang til politik fordi der ofte opfodres til at deltage i foreningslivet og derigennem kontakt til kommunen, hvilket kan lede til politik.

Og politik bliver vel diskuteret alle steder? Det er vel ikke kun mig der som får tilfredsstillet min trang til Røde Mor til en Live'er fest en gang imellem? ;)

Jeg vil da også lige nævne at jeg kender et par rollespillere som går mere passioneret op i politik end nogen anden jeg kender.. Ud over min far måske :D

Til det med at man skal sørge for at have mange vennekredse - Det er der også et problem med, for der er kommet så stor fokus på at man skal have så mange venner som muligt de seneste år (Arto, facebook og andre sider har deres del af skylden) så der findes nogle teenagere hvor alt i deres liv kun handler om at skrive med deres venner, og hvor de ikke laver noget selvstændigt.

Personligt har jeg ingen profil på nogen af socialicerings site (Eller hvad man skal kalde det) og jeg er ikke bange for at bryde forbindelser med folk jeg kender. Jeg taler for eksempel kun med 2 af dem jeg gik i folkeskole sammen med (Ud af 28).
Samtidig gik jeg i klasse med 15-18 stykker på teknisk skole , hvor jeg stadig snakker og mødes med dem alle jævnligt. Så at sige at man skal sørge for at have mange venner er forkert - for jeg har ikke mange venner, og det er fordi jeg er kontant når det kommer til hvem jeg vil bruge min fritid sammen med. Det er ikke mængden men kvaliteten ;)

Jeg har en kæreste som er lige omvendt, som prøver at holde kontakt og holde sig venner med alt og alle, også mennesker hun reelt ikke kender eller ved hvem er. Det synes jeg er lige så usundt som slet ingen venner at have.

Jeg tror på at hvis man dropper alt det falske så får man mere af det ægte. Hvis ikke, så i det mindste mere fokus.

Bare lige mit indspark til det med at man skal have mange venner ;)

Efter at være blevet poket flere gange af min chef der gerne så et af mine oldschool hade indlæg vil jeg nu forsøge at sige min mening så sagligt som jeg kan. Det bliver sikkert et problem hen imod enden da jeg føler passioneret for emnet.

Jeg tror ikke at rollespil som hobby er et problem. Vi er langt fra lige så dedikerede som de elitesportsfolk jeg havde omgang med i mine unge dage. Folk der dyrker sport for "sjovs skyld" har ingen eksistensberettigelse og tæller ikke med i ligningen.

Der imod tror jeg du rammer hovedet rigtig meget på sømmet med at skyde på det utroligt indspiste, internt orienterede og sjovt nok både selvforherligende og selvkritiserende rollespils-"miljø". Det er et problem for unge mennesker at de ingen frivillig berøringsflade har med andre dele af befolkningen end den der traditionelt rekrutteres ind i den mørke skovs broderskab (undskyld PiP).

Jeg har ind imellem rantet i lange timer med fråde om munden om hvor dårlig en idé jeg synes Østerskov Efterskole er. Det vil jeg gerne trække tilbage. For jeg har intet imod Maliks tanker om Edularp og at der er fokus på vores hobby som udviklende og lærende. Det jeg hader er at vi identificerer os som en lille subkultur og føler os forfulgt. Det holder os tilbage at vi endnu ikke er lige så lokalt og politisk engagerede som nogle af de andre kulturforeninger. Kudos til dem der rent faktisk er det. Det er en af de få ting der giver foreninger som Dværge Med Guld bare en lille smule oprejsning fra status som "skal skydes ved først givne lejlighed under revulotionen".

Som rollespiller der først rigtigt startede i midten af tyverne, altså som en del af miljøet og ikke bare derhjemme med 4 venner, kan jeg varmt anbefale at have andre omgangskredse at trække på. Det giver et tilflugtssted når man føler at ens altoverskyggende interesse for hobbyens snørklede politiske krinkelkroge, begynder at blive for meget. Jeg har heldigvis aldrig gået i sort tøj og hørt heavy metal. Jeg kommer kun på rocken fordi øllene er lige så billige som pigerne.

Ud i solen. Altså uden sværd. Det er ikke farligere end at i måske møder nogle rigtige mennesker derude. Twilight er alligevel et makværk af et stykke teenagelitteratur.

En ganske relevant og udmærket case du har udlagt frøken Louise.

Du bringer noget frem omkring social accept:
"Ude til rollespil var jeg noget - eller nogen. Folk hilste på mig. Mine fedtede briller og mit grimme hår blev ignoreret"

Fokuset lå på spillet/legen og der er/var en tradition for at imødekomme alle. "Almindelige" rollespilspiger og drenge går lige så meget op i hårstil, tøjsmag og evner/indre værdier som alle andre. De er bare ikke en del af spillet og blir i mine øjne gemt væk bag en facade, altså spillet.

Du trak dig fra din anden verden (Jeg nægter at kalde det, den virkelige verden, da miljøet omkring denne hobby er mindst ligeså virkelig/uvirkelig som alt andet). Du følte ikke at du manglede den, fordi du havde alle de behov du behøvede hos dine rollespilsvenner. Dette er som Troels bringer op, meget normalt også for elitesportudøvere og folk der generelt går op i deres hobby. Det er selvfølgelig virkelighedsflugt, men det er at skrive poesi, spille guitar eller dyrke fodboldt på eliteplan i helt samme grad.
Du vil derfor klart mangle noget fra resten af verden, nok mest fordi du bor i landet Danmark, der er et land der værner enormt meget omkring et generalistisk vidensbegreb, hvor man helst skal kunne forstå sig på alle i samfundet og vores uddannelser ikke er så specialiseret som i andre lande.
Jeg vil vove at påstå at det slet ikke er samme problemstilling i en del andre lande i Europa at man "nørder en ting for meget". Ikke desto mindre tror jeg på de danske værdier omkring en forståelse af sine medmennesker og tror selvfølgelig også det er vigtigt som Troels påpeger at der er en klar værdi i at kende andre mennesker end lige miljøet.
Dette kan blive en større kamp for nogen, men udbyttet vil være det værd i enden.

Frakendelse af din fortid: (Nu kommer de hug Ebbehøj ledte efter)
"I dag snakker jeg ikke med én eneste fra dengang" - Du frakender dig rollespil, fordi du er overbevist om at det er sundere for dig at leve uden og at du helst skal cutte forbindelsen helst, fordi du er blevet overbevist om at DU ikke kan tåle den form for virkelighedsflugt eller det miljø der forgrener sig omkring den. Du er næppe den eneste der føler sig sådan, men ikke desto mindre tror jeg du gavner noget af at afskære den interesse og kultdyrkelse du føler du har levet under.
At du så vælger at konfronterer den eller hvad du gør, med dette indlæg, er så bare helt fantastisk.

"Vennerne forsvandt efterhånden" - Hvis du kun kan snakke rollespil med dine rollespilsvenner, er det jo også problematisk. Hvis du derimod 'bare' ikke kan tale med på det sidste nye inden for miljøet, så er der stor forskel.
Fordi venner burde gerne have mulighed for at snakke om generelt forståelige ting som vi alle er enige om. De fleste af os har en holdning til den nuværende regering, de fleste af os har en holdning til om man skal spise is eller chokolade, de fleste af os har et ynglings band. Selv rollespillere. Hvis ikke de har det, så er problemet meget mere marginaliseret.

"Har det nogen psykiske konsekvenser?" - Definer konsekvenser? Der er da uden tvivl en følge virkning af om du har spillet rollespil eller du har spillet rullehockey i din ungdom/barndom, men ligefrem at kalde konsekvenser er måske lige lovlig negativt ladet. - For mig er der en klar forskel på folk der har spillet rollespil i 5 år og folk der ikke har. Men der er satme også forskel på folk der har spillet fodbold i 5 år og folk der ikke har. De er oftest meget mere afklaret om hvad de kan og ikke kan lide ved denne hobby. Modsat folk der aldrig har dyrket fodbold, som bare er fordomsfulde, som fx i min optik en hel del rollespillere. - Der er ligeså fordomsfulde overfor "deres" så kaldte fodboldte idioter eller holigans.

"Klassens nørd - rollespillets konge"
Tror du helt seriøst det gør den store forskel? Jeg lægger heller ikke meget værdi i at en af mine venner har fundet en volleyball turnering i Gentofte 3 år i træk og det på trods af jeg har spillet volleyball i 3-4 år og kommer fra Gentofte. Hvorimod hvis jeg stadig spillede volleyball, ville jeg nok give ham/hende meget mere respekt end jeg gør nu for det.

Det handler om at kunne reletere sig til folk. Selvfølgelig er det sejt at møde en filminstruktør, men hvis han/hun ikke instruere i en genre du kan lide, er det bare ikke lige så sejt.

Nu komme rjeg så med min mening, der er nok ikke så mange fine ord, og en massestavefejl men det er så det.

Jeg tror at rollespil er et sundt tidsfordriv, og når jeg nu skriver rollespil mener jeg live, det udvikler jo folk på mange planer og lære folk noget som jeg tror er meget sundt for alle. At sætte sig i en andens sted. For er det ikke det rollespil handler om? At være en anden og kunne udleve nogle drømme eller fantasier man har og så have det skægt imens?

Jeg kan så ikke se hvordan det er usundt på nogle måder, eller skal nok siges, mere usundt end så meget andet.

Inden admins kommer efter dig "doomande" så skal du nok ændre dit navn (Det skal inderholde fornavn og efternavn)

At sige det kan være skadeligt for mennesker som allerede i forvejen har et problem kan være rigtigt nok. Men så er spørgsmålet om det virkeligt er rollespillet som er skadeligt, hvis det kun er skadeligt over for nogle helt bestemte mennesker med en bestemt psyke og mentalitet?

Skaden er så ikke kommet fra rollespillet, men noget andet der har skabt den bestemte psyke/mentalitet - Rolelspillet er bare en af de ting som kan synligøre problemet - Men det er ikke det der skaber problemet.

Delvist enig, en sportudøver der får en sportsskade uanset om det er for det fodbold de spiller eller noget andet, vil stadig få det dårligere af at spille fodbold. Det er vel egentlig heller ikke set som fodboldspillets skyld at de ikke har plads til folk med en skæv ryg eller hvad det nu måtte være.

jeg må sige efter at have læst hele debatten , at det slår mig at selfølgelig kan rollespil misbruges ment på den måde at der kan da være menesker der lever sig ind i miljøet og glemmer deres ANDET liv om man så må sige ,men min erfaring siger mig at det sker meget sjælent  grunden til dette er at vi har intil flere letpåvirkelige menesker til vore spilgange og det går ganske fint med at skille det ad ,og ydermere så har vi op til tre fire autister som deltager på lige fod med andre , så mit postulat er at rollespil er en sund og fantastisk fritidsinteresse som ingen tager skade af at deltage i .

med venlig hilsen karsten ( bamse ) spiller i ROG og FRAKS

Hej Louise

Hvis jeg skal være ærlig så minder dit indlæg mest om noget indre mission kunne finde på at skrive.. DOG.. er der visse rigtigheder i dit indlæg.. ellers så var jeg nok ikke blevet en smule stødt af det..

Dog er din udlægning meget ensidig, og jeg kan godt se dette mulige forløb, men forestiller mig også værre alternativer.

At rollespil har sociale konsekvenser er om end rigtig nok.. Når man foretager sig noget der ikke stemmer ovens med samfundets sociale idealer, så vil man automatisk blive udstødt, dette er også gældende for andre aktiviteter end rollespil, og derved bliver sammenholdet også stærkere for de udstødte, da de alle længes efter det samme, at ikke være udstødte mere, det er en social overlevelsesregel blandt mennesker, og forklarer at mennesket er flokdyr, så dybt kan det gøres..

Men dette handler mere om andres syn på rollespil end rollespil i sig selv, hvis rollespil var socialt acceptabelt så tror jeg ikke du ville overveje om rollespil har nogen dårlig psykisk indflydelse.

Du kan finde mange eksempler, undersøgelser og metoder som inkludere rollespil som et pædagogisk og socialt redskab for bedre social forståelse for hinanden samt forståelse af hvorledes et samfund er struktureret.

Dette ændrer dog ikke på at man ser totalt tåbelig ud i sit kostume på selve dagen.. og at det er så fremmet fra noget andet som det næsten kan blive.. derfor så er det lettere at grine og pege fingre end at forstå.

Men at rollespil skulle medføre at man mister forbindelsen til den virkelige verden er sikkert rigtigt i 1 % af tilfældene.. men jeg må ærligtalt indrømme at jeg aldrig har oplevet det efter 3-4 år som arrangør, jeg har set folk som var socialt udstødte og kom til rollespil fordi de havde venner der, men de var ikke socialt udstødte pga de spillede rollespil, dette var der en anden grund til, og herved kan det diskusteres om at komme til rollespil forhindrede dem i at "forbedre" sig og komme ud i den virkelige verden!, jo i visse tilfælde vil tilfredssstillelsen af at have venner i rollespilsmiljøet medføre at personer begrænser deres vennekreds til denne aktivitet, men jeg tror at hvis samme personer, som inden da om muligt ikke havde nogle venner får generelt en bedre mulighed for senere at kunne udvikle sig og få venner andre steder, hvis dette skulle være ønsket, end en person som ikke har nogen venner og er socialt udstødt..

Det er et eller andet der nager mig i dit indlæg, Louise. Først troede jeg selv, at det var den lidt svulstige retorik du bruger når du siger ting som:

Men det tror jeg egentlig ikke det er. For de spørgsmål har jeg hørt mange gange fra bekymrede forældre, og de er egentlig nemme nok at svare på og tilbagevise - og det er gjort mange gange på det tidligere liveforum (http://www.liveforum.dk), så det vil jeg ikke bruge tid og plads på.

Der hvor kæden hopper af for mig er dit bagvedliggende argument der skarpt skåret vel nogenlunde kan skitseres:

Rollespil foregår i en fantasiverden med fantasirelationer, fantasistatus og fantasivenner. Ergo er de relationer, venner og den status man opnår blandt andre rollespillere ikke reelle og derfor i bund og grund usunde hvis man bygger sit liv på dem.

Jeg ved at jeg sætter dit indlæg på spidsen, men jeg mener dit indlæg er gennemsyret af dette argument - og argumentet er efter min mening helt forkert. Du kan ikke sætte lighedstegn mellem hvad der foregår til et rollespil og så de venner og det netværk man opbygger fordi man har rollespil som en fælles interesse. Venner og netværk opstår jo netop på baggrund af fælles oplevelser og fælles interesser. Hvis man ikke deler det, så holder man hurtigt op (som du også malende beskriver) med at være venner.

Hvis jeg må bruge din historie som eksempel, så tror jeg ikke du og dine gamle rollespilsvenner gled fra hinanden fordi jeres venskab kun eksisterede i en fantasiboble, men af samme grund som jeg ikke længere taler med folk som jeg ikke har andet til fælles med, end at vi gik i skole sammen for 10 år siden - I (og vi) har ikke noget til fælles længere. Og så dør venskabet langsomt men sikkert.

Diskussionen om det er lettere at blive accepteret for den man er i rollespilsmiljøet end andre steder er også interessant, men en anden diskussion som jeg synes skal tages et andet sted. Man kan for eksempel gøre det her: http://rollespil.dk/forum/har-rollespil-plads-til-alle

Hej Louise.

vi har læst dit indlæg og vi synes at det lyder rigtig godt (:

vi har projekt lige i øjeblikket, om rollespil og vi tænkte om vi måtte bruge dit indlæg. fordi vi leder lidt efter nogen der bruger rollespil, altså vi mener til at være en anden hvis man ikke har det godt som sig selv.

det ville være rart hvis du ville svare på vores besked snarets muligt på denne email : smukke_iia@hotmail.com

gode rollespils hilsner Maria og Laura. (MariaElvergirl402Jensen)

Jeg beklager, at jeg først svarer nu. Jeg har været begavet med en opgave omhandlende antistoffer i modersmælk.

Hej Søren,

jeg tror, at du har ret i, at andre kreative hobbier også kan trække folk ind, med risiko for at disse bliver meget opslugte af konceptet og miljøet. Men samtidig drejer andre hobbier sig ikke rundt om et centrum, hvis pointe er at fornægte virkeligheden. Som spejder (jeg er selv tidligere grøn pigespejder) laver man ting i naturen, tager på tur m.m., men fokus er ikke, at ”lege” at man er noget, som man ikke er. Man er stadig ”sig selv” i en eller anden grad.

Meget af det samvær, man har i miljøet, som ikke foregår i spil, handler jo om forberedelse til spillet AKA illusionen: At lave kostume, forberede sin rolle etc. Det er altså meget energi, at lægge i noget, der ligger fjernt fra virkeligheden. Mit spørgsmål er så: Når man investerer så meget energi i noget ikke-virkeligt, kan det så have en usund effekt i højere grad end lignende miljøer, koncentreret om andre temaer (der ikke omhandler virkelighedsflugt)?

Ja, børn. Men der er mange der fortsætter når de er blevet voksne. Det er ikke normalt, her forstået som at normalt = gængs. De fleste vokser fra alle andre former for lege og hobbierne bliver mere alderssvarende. Dette gælder sjældent rollespillere - deres lege bliver måske bare mere ekstreme (total-rollespil, f.eks. ubådsscenariet, der var ret gennemført) - men principperne drejer stadig om de samme temaer. Er det en manglende udvikling?

Åh, det håber jeg heller ikke. Meningen var, at jeg brugte mig selv, for ikke at risikere at pege fingre af andre, som kunne føle sig ramt. Jeg håber ikke, at nogen holder sig tilbage. Jeg kan godt tage kritik og hård medvind, så jeg håber at folk "tør" tage diskussionen uanset.

Men det er jo ikke godt. Man kan argumentere for, at interaktive computerspil som World of Warcraft også har en grad af socialisering i sig, via grupperne.

Men omvendt forårsager det også en afstandstagen til den omgivende verden, og det er denne afstandstagen jeg vist "anklager" rollespil for også at kunne forårsage (kunne, ikke gør som i "altid").

Jo, men mit spørgsmål er så om det er sundt, kun at socialisere med den ene gruppe - og derved kun få det ene slags input. Vi er nødt til at kunne fungere i andre sociale relationer end med 'fellow nerds'... Vi er nødt til at fungere på arbejdsmarkedet, studiet m.m., for at kunne leve. Hvis man kun kan finde ud af takt og tone i forbindelse med andre rollespillere, kan man stå skidt i sådanne sammenhænge. Og det vil igen forstærke ens behov for at opsøge rollespil(s miljøet), da man føler sig fremmedgjort andre steder.

Er det en nedadgående spiral, hvor miljøet gør folk (for) ukalibrerede til at fungere optimalt i andre sociale sammenhænge, således at folk (meget naturligt) søger miljøet mere fordi de ikke føler sig hjemme andre steder - med det resultat, at de bliver mere ukalibrerede i andre sammenhænge, osv. ?

(Jeg ved det ikke. Det er åbne spørgsmål)

Dette er jeg meget enig i. Rollespil tiltrækker i højere grad socialt udsatte unge, som i nogle tilfælde har været udsatte på grund af bagvedliggende psykiske problemer, der intet har med miljøet at gøre. Det er bl.a. her, at jeg figurerer som eksempel.

Ja, selvfølgelig. Jeg snakker ikke om ansvarsfralæggelse per se, men en distancering til det omgivende samfund, fordi rollespil som subkultur har fået så stor tilslutning, at man sagtens kan have en stor og bred venneskare, udelukkende inden for disse kredse. Men set lidt ovenfra, er det vel det samme, om man har ét netværk i GERF og et andet i Hareskoven. Effekten er stadig det samme, selvom man er "socialt sikret" i tilfælde af udstødelse/uklarheder med den ene gruppe.

Mit spørgsmål er så, om rollespil i højere grad kan udvikle en afhængighed hos folk? Folk der spiller fodbold, er stadig "Rasmus" selvom de spiller fodbold. Der foregår ikke en distancering fra ens egen-identitet på samme måde.

Kan man blive afhængig af at være populær i miljøet - eller i spillet/ingame - når man er socialt udstødt "in real life" ? Det ville være en naturlig reaktion, da mennesker oftest søger bekræftelsen på trods af, at det kan have usunde konsekvenser. Jeg tænker her på, at der ikke er andre "hobby-miljøer" hvor man på samme måde kan "tage en hat på og være Prinsen på den hvide hest, som de andre ser op til", hvis man bare er en nørd i virkeligheden. Et power-trip?

Jeg er enig og min pointe er heller ikke at man skal have mange venner, men at man bør være i stand til, på en eller anden måde, at kunne indgå i sociale relationer uden for rollespilssammenhæng, på et acceptabelt niveau.

Der er også en bagside af medaljen ved at have mange forskellige vennekredse, nemlig problemer med såkaldt social kalibrering. De fleste af os kender til, at man er lidt mere høflig og tilbageholden hos Tante Oda, og måske mere frisk og bramfri sammen med vennerne lørdag aften. Men hvis man har mange forskellige netværk, hvor man må spille på forskellige egenskaber (ikke at sammenligne med at være falsk/uægte - det handler om, at fokusere mere på én eller flere sider man rent faktisk besidder, for ikke at være "mærkelig" eller "pinlig", ikke om at være en anden end man er), kan man  hurtigt blive forvirret ift. sin egen-identitet.

Ja, nu modargumenterer jeg mig selv... Det er en åben diskussion, og alle inputs er vigtige. :)

Jeg har set nogle af dine indlæg på liveforum. Jeg synes, at du klarer det rigtig godt med at være saglig. Tak for det. :)

Der er en forskel synes jeg. Elitesportsfolk lever af deres sport. I forbindelse med rollespil, kan de kun sammelignes med de arrangører, der også lever af deres "sport". De er altså ikke at sammenligne med den almindelige spiller.

Ja. Jeg blev selv rodet ind i nogle intriger, som jeg var alt for ung til at forstå halvdelen af. Set i bakspejlet har jeg svært ved at tage det seriøst - men for mig dengang, og for mange nu, er det jo "dødelig alvor" rent socialt. Hvis de taber ansigt, er det social død. Og har de andre netværk at søge tilflugt i? Jeg både frygter og håber på, at svaret er nej. Frygter, fordi jeg synes det er ærgerligt at de bliver fanget i intrigante spil (selvom de fleste nyder det lidt i hemmelighed, tror jeg) og håber på, fordi det undskylder, at de er med til at opretholde en ret ubehagelig side af miljøet. Jeg vil gerne se det bedste i folk, så jeg vælger, måske lidt naivt, dør nr. 2.

Igen enig.

Det minder mig om en pudsig oplevelse, hvor jeg sad i S-tog med nogle rollespillere. Jeg kiggede da lidt over på dem og lyttede med et halvt øre, for det er jo lidt spændende. Pludselig siger den ene, en dreng på omkring de 18, til mig: "JA, vi er totalt mærkelige, du behøver ikke at glo".

Behøver jeg sige, at jeg trak på smilebåndet? "Omvendte" fordomme lige dér. Jeg sad i pænt tøj og uden mudder, og så måtte jeg straks mene de var mærkelige og sære, fordi jeg udviste interesse for dem. Jeg har oplevet det nogle gange efterhånden. En del unge rollespillere fokuserer meget på at de er anderledes, skiller sig ud, "mærkelige". Jeg tror næsten, at jeg ville fornærme dem hvis jeg sagde, at jeg synes de er lidt mainstream.

Hvis man fjerner vampyrdelen, handler Twilight om en narcissistisk sociopat, der forsøger at isolere en ung pige fra hendes familie og venner, og udøver emotionel manipulation på hende for at gøre hende afhængig af sig. Meget romantisk. Meget. ;)

Hej Charles. Long time, no see, jeg håber du har det godt. Du kender mig måske bedre under kælenavnet Nofhar. :)

Jeg er enig med dig, og dog. For jeg har gang på gang set eksempler på, lad os sige, mindre heldigt udseende mennesker, der blev vældigt populære, også i øjnene på det andet køn. Fordi de i rollespilssammenhæng, udstrålede nogle kvaliteter, der blev prioriteret. Modsat i "den anden verden", hvor disse evner oftest anses for at være naive, sværmeriske og ude af trit med virkeligheden. At være "grand master of potions" betyder sgu ikke noget i kantinen på Novo Nordisk. :) (og der er andre ting end udseende, der tiltrækker os... Status, både socialt (er man populær) og "professionelt" (f.eks. arrangører) samt andre ting... Lad os diskutere det en anden gang ;) ).

Forskellen er, at elitesportsudøvere tjener penge og lever af deres sport. På samme måde er min kritik ikke rettet imod arrangører, der lever af deres gerning, for der er rent erhvervsmæssigt stor mening i, at involvere sig i miljøet, skabe kontakter og blive "et kendt navn", ift. reklame og tiltrækning af kunder m.m.

Man kan sammeligne den almene rollespiller med en amatør-sportsudøver. Det er meget fint at have en hobby, men hvis man bliver for opslugt af den... er det så ikke på tide enten at gå planken ud ("go pro"), eller forsøge at modvirke den uheldige indflydelse det kan have på andre dele af sit liv, at dedikere sig så meget til én ting?

Åh, jamen ved du hvad. Jeg afskar kun selve rollespilsdelen, ikke miljøet. Problemet var, at så meget af miljøet kredser om events, scenarier, kampagner osv., at man meget let bliver afskåret sådan lidt pr. automatik. Man bliver kørt ud på et sidespor, når man ikke mødes til de samme ting som de andre, fordi det ikke er godt for en - og når de så efterfølgende snakker om det og socialierer via verbal gengivelse af det hændte og deler minder og oplevelser, bliver man igen afskåret fra deltagelse. Man orker måske ikke at læse op på verdener, regler, guder m.m. som man ikke skal bruge til noget pga. manglende deltagelse, og under forberedelse til scenarier (de andres, for man skal jo ikke selv deltage) bliver man igen forhindret i at kunne være med i det sociale, fordi man ikke ved, hvad de andre snakker om.

Jeg valgte bevidst at skære rollespil som i "selve spillet" fra. Vennerne... Ja, det skete ligesom bare. Jeg blev træt af, at være "den usynlige kvinde" der kunne holde teltdugen mens de andre syede og snakkede og pjattede om ting, jeg ikke var en del af, fordi... jeg ikke var en del af det.

Åh, jeg er enig i det her og der er også 1-2-5 stykker, som jeg kunne have beholdt kontakten til, hvis jeg havde gjort en indsats. Det er min store fortrydelse, at jeg i perioder ikke har det drive der skal til, for at give fat i folk jeg ikke ser til hverdag. Men samtidig tror jeg, at du undervurdere nogle menneskers engagement i deres hobby. Det er svært for dem, ikke at snakke meget om det, simpelthen fordi det fylder meget i deres tilværelse. Deres partner er måske også rollespiller, og deres andre venner ligeså. De har også holdninger, og arbejde og andre ting. Men de ting der fylder meget, er automatisk også det, der er mest fokus på. Måske har nogle af dem også følt det som en afvisning, at jeg skubbede den del fra mig. Det er jo ikke rart, at en ven gør dét med noget, som betyder en del for en. Noget man investerer mange kræfter, tid, penge og andre ressourcer i. Det går klart 2 veje. Men som sagt tror jeg, at det var noget der skete, fordi det er naturligt, når man ikke længere er en del af det "fælles omdrejningspunkt".

Jeg tror, den negative vinkel stammer fra en modreaktion på alle de oplæg og artikler. hvor rollespils fordele og pædagogiske styrker sættes i fokus, uden ét eneste ord nævnes ome mulige skyggesider (virkelighedsflugt i usund grad, distancering fra omgivende samfund, underlæggelse af intriger (som der er jævnt flere af i det her miljø end andre, som rollespil oftest sammenlignes med... Empirisk evidens benyttes i denne konklusion, men mine erfaringer og dem jeg hører fra andre, taler meget stærkt for dette), at omgive sig med eventuelle ressourcesvage unge (problem hvis man selv er en) et cetera).

Måske er jeg lidt træt af den "sugar coating" der engang imellem titter frem.

Min pointe er den konflikt, der kan opstå i en rollespillers egen-identitet. Jeg spørger: Hvilken effekt har det på unge, der er i gang med at opbygge deres identitet, at de ét sted er undertrykt, udstødte og mobbede (sat på spidsen) og det andet sted er accepterede, måske endda populære?

Hvilken distance kan dette medføre at vedkommende lægger til det omgivende samfund, og kan det medvirke en decideret psykisk afhængighed af rollespil, da det er det eneste sted i ens tilværelse, at man er noget?

Personligt finder jeg det naturligt, at hvis man har 2 omgangskredse, og man i den ene ikke bliver behandlet så godt og man i den anden har mange venner som støtter en, at man så afstøder og afviser den første, og dedikerer sig mere til den anden.

Problemet er, hvis dette medfører en forudindtagelse i virkelighedsopfattelsen. ”De andre” aka dem i skolen, på jobbet, ”ikke-rollespillere” er dem, der er onde, driller, mobber, fryser en ude af fællesskabet. Og så er der ”vennerne”, rollespilerne, som man har en masse til fælles med og bliver accepteret af.

Hvilken effekt kan sådanne ubevidst underliggende, optrukne linjer på en ung rollespillers evne til at interagere i ”den anden virkelighed” aka det almindelige, omgivende samfund?

Hej Rasmus,

jeg tror heller ikke at det er decideret usundt, og jeg ønsker bestemt ikke at rollespil forbydes eller forsvinder (det er heller ikke sandsynligt, men blot for at understrege at jeg ikke har en decideret modvilje imod det. Hvis det var forsvarligt, ville jeg sidde og tilpasse special-støbte elverører netop nu ;) ).

Men samtidig tror jeg, at det vil være godt for det enkelte individ, samt miljøet som helhed, at stille nogle kritiske spørgsmål. Der er fordele og ulemper ved alle ting, og hvis man kender ulemperne ved en given ting, kan man vende det til noget positivt - i det mindste modvirke den dårlige effekt, ved at være bevidst om det, så man ikke bare fortsætter med bind for øjnene uden at vide, hvilke faldgruber der måske/måske ikke kan være. :)

Dette påpeger jeg også i mit oprindelige indlæg. Mine problemer stammer fra mig selv, og var nok kommet uanset hvor jeg havde befundet mig henne.

Min kritik går altså ikke på dét, men snarere på det problematiske i, at en del unge let falder i fælden med "kun" at have rollespil som anker til andre mennesker, og derved kan få problemer senere hen ift. at relatere til andre sider af tilværelsen /menneskene i den.

Jeg mener også, at debatten er ret relevant jvf. tidligere påpegning af, at miljøet måske har tendens til at tiltrække i forvejen socialt udsatte unge (nørder), som ser det som deres redningsplanke (og ikke har en plan B, hvis det ikke fungerer for dem). Og hvad gør man så...

Altså, der er 2 sider i dette her. Der er selve spillet, ingame, og så er der det omgivende miljø, spillerne.

Selve spillet kan jeg ikke sige så meget om end jeg allerede har gjort. Virkelighedsflugt kan være både godt og skidt, selvom ordet i sig selv er negativt ladet i de flestes ører. Det kan være godt, fordi man kan se ting fra andre vinkler end man ellers normalt ville. Det kan virke befordrende på fantasien og udviklingen af kreative evner. Det kan bruges til at udvikle sociale evner, man ellers ikke turde, fordi man følte sig for udsat (de fleste føler sig mindre udsat, når de bare "lader som om" og det gør, at de tager flere chancer i sociale sammenhænge i selve spillet, og det de lærer af det, kan de bruge også uden for spillets rammer).

Men samtidig distancerer det også fra de egentlige problemer. Og de løsninger, man evt. får indlært via rollespil, kan i nogle tilfælde knytte sig til selve rollespils-rammerne og ikke bruges dér, hvor nødvendigheden er størst. Jeg kan sammenligne det med, at jeg i mit arbejde fremstår som en ret autoritær person, fordi jeg tager min autoritets-hat på. Når jeg er ude som privatperson, kan jeg have sværere ved at skære igennem. Jeg ser andre, der har samme problem, med at overføre styrker fra ét sæt rammer, til det andet.

Dertil kommer så miljøet, dvs. de andre spillere. Det er faktisk her, jeg muligvis ser det største "problem" (i gåseøjne, fordi det jo langt fra altid er et, altså et problem). Miljøet er så indspist, til tider intrigant og meget en meget stærk egen-forståelse. For det meste foregår der en total assimilation af nye spillere. Når man samtidig knytter meget af sin identitet til dette miljø, kan man få svært ved at relatere til andre miljøer.

I stikord: "Jeg spiller fodbold" versus "Jeg er rollespiller".

Miljøet omkring rollespil, er meget specielt. Jeg har været spejder, jeg har været omkring i andre former for aktiviteter og klubber, men jeg har ikke mødt et miljø opbygget på samme måde eller indeholdende samme elemter, som dette, hvor det kommer til udtryk på samme måde.

Det er dette miljø, kombineret med virkelighedsflugten, at jeg ser som det egentlig problem... tror jeg.

Jeg beklager "svulstig retorik". Jeg forbereder pt. forsvar af en større skriftelig opgave, og i den forbindelse bliver mit sprog ret prætentiøst. Beklager, hvis jeg har provokeret dig.

Efter 8 works siders kommentar-besvarelse, er det her første gang, min kæde hopper af. Du misforstår. Mine venskaber var alle sammen meget ægte for mig og jeg håber da, at det var gengældt. Givet, at status m.m. i selve spillet var en illusion, men relationerne til andre i miljøet var sgu ægte nok. Problemet er, sådan som jeg ser det, at de fleste relationer er bygget på værdier, der eksisterer egenhændigt i rollespilssammenhæng - kan man tale med om årets sommerscenarie, er den nye magi-regl cool eller not, er det fedt at XXX er blevet ny bestyrelsesformand eller skal han kuppes ( ;) ) - og det er vel naturligt, når rollespil er det fælles udgangspunkt.

Men mindre fedt, hvis man stopper med at være en del af det udgangspunkt.

Jamen jeg er helt enig! Problemet var jo ikke som sådan, at venskaberne døde ud. Problemet var, at miljøet og "tonen" i de kredse jeg omgikkes, ikke rigtig opfordrede til at man også havde venner uden for rollespil. De gange, at "en udefra" blev inviteret med til et arrangement eller bare hygge blandt rollespils-venner, var det kun en succes hvis vedkommende endte med selv at blive rollespiller. Der foregår en eller anden form for "lukkethed", hvor man samles om rollespil og ikke så meget andet... og når de gamle venskaber dør ud, fordi man ikke har tid til dem og de ikke kan "indsluses" i samme fællesskab som vennerne fra rollespil, så har man til sidst kun den ene venskabskreds.

Det er problematisk, hvis man holder op med at have noget til fælles med dem. Og det er her, jeg sætter spørgsmålstegn ved, om miljøet omkring rollespil er sundt i den grad, nogle unge dyrker det. Fordi der foregår en aflukkelse for andre sociale relationer, samtidig med at ens sociale skills kun udvikles i rollespilssammenhæng.

Du kender sikkert også rollespillere, der har enddog meget svært ved at holde en samtale kørende med "almindelige mennesker" hvis de ikke kan få lov til at snakke om rollespil. Jeg tror, at flere har problemer med det, end de er villige til at vedkende sig... Men det kan jeg kun påstå, og er ikke validt som argument.

--------- THE END -------- Pyyh. Næste gang formulerer jeg mig nok mere præcist, og mindre "fyldende". Men der er så meget at sige!

Tak for en dynamisk diskussion!

Vil lige give en klapsalve for det længste indlæg jeg nogensinde har set :O

Jeg har ikke tid til at komme med et langt svar, eller læse det hele - så det må lige blive senere (har læst svarene til mig)

...Hall of Fame for længste indlæg... anyone?

Unfair. Jeg kunne have citeret jer én og én (og vundet Hall of Fame for flest indlæg i træk, måske?). It's a token of my appreciation. Hvad skal jeg gøre, når jeg skal svare jer alle sammen, og I også skriver lange indlæg. Doom on me...  (<-- jeg elsker denne her smiley btw)

Og så måtte man alligevel blande sig. ;)

Og det bliver med et: "I don't think so."

Hvis jeg tager til fest med en gruppe cand. mag-studerende, der læser marinebiologi, så er det begrænset hvor spændende det er hvis jeg ikke interesserer mig for det og de ikke blive fænget af mine rollespilshistorier. Bliver jeg inviteret med til en fødselsdag hvor alle andre er prof. håndboldspillere vil situationen være den samme. Og selvfølgelig har marinebiologi og håndbold ikke meget tilfælles... udover begge to at have et mere seriøst image end rollespil. Men det er en anden debat...

Om man taler om årets scenarie, Superbowl eller de hotteste besatte huse i Berlin spiller ikke den store rolle - og at performance kunst tillægges mere værdi end et sommerscenarie er kun pga. samfundsnormer.

Mere spændende er det, at rollespilsmiljøet har en meget stærk egenfortælling.
Det tilskriver jeg et par ting.

1) Hobbyen er utrolig ung, og bærer stadig meget præg af, at være en subkultur. På trods af, at mange spiller rollespil er "miljøet" - og endnu mere "miljøerne" - ret små... Men det er dog intet i forhold til hvordan det var for 10 år siden, og odds'ne er, at det vil være endnu mindre subkulturelt om ti år til - hvis udviklingen altså fortsætter.

2) Rollespil handler om historier og derfor ville det være mærkeligt hvis man som rollespiller ikke havde en stærkere idé om sin egen selvfortælling end de fleste. Andre "kreative" hobbyer (teater, musik, maleri, etc.) har nogle af de samme egenskaber - og også hos folk der udøver den slags (skåret bredt over en kam) er selvfortællingen gerne stærk.

3) Total assimilation i en subkultur sker generelt når den opfylder ens behov. For nogle er det rideklubben, andre teaterforeningen og hos nogle er det skak der trækker. Rollespil fanger mange fordi det kan en masse fantastiske ting mht. fleksibilitet, tolerance og humor.

Bottom line.
Er det sundt, at tænke kritisk over hvem man er som individ og hvordan man begår sig i verden? Ja.
Er det sundt, at være engageret i noget der er større end en selv? Ja.
Og er det sundt, at kunne omgås mere end en slags mennesker? Ja.

Men er det så sundt, at søge accept, venskaber og en følelse af meningsfuldhed, selvom hvis det betyder, at man mere omgås ligesindede end folk man ikke føler meget tilfælles med? It's human, that's for sure!

- Claus

Claus, du er irriterende.  Jeg skriver et begavet svar i morgen...

Så kunne du ikke lade være hvad Claus?

Jeg står ved hvad jeg sagde om Louise i min sms. Det bliver smukke dejlige børn.

Jeg vil bibeholde min foragt for den subkultur du mener vi tilhører fordi vi tilfældigvis kan lide at lege vi er elvere og slås med sværd istedet for bare at gå til klassisk fægtning. Hvordan kan det nogensinde blive sundt at isolere sig i en subkultur med så negative sociale konnotationer som rollespilsmiljøet? For de fleste mennesker er vi jo en om muligt mere underlig version af emoer, punkere og computernørder. En meget stor del af miljøet har stærke højreorienterede og småracistiske kendetegn. Der er utrolig meget elitefølelse internt der som Louise også nævner forårsager sære intrigesituationer der i høj grad forringer vores aktivitetsniveau. Sidst men ikke mindst kan jeg kun nikke genkendene til historier om omvendte fordomme. Nej hvor vil vi gerne ophøje os selv på en piedestal og kigge ned på masserne der førhen kiggede skævt på vores poser med terninger.

Hvad så, mad man from Hateland?

Jeg tror ikke, at det at isolere sig i en subkultur nødvendigvis er sundt - men jeg tror nu heller ikke, at det behøver, at være usundt at være en del af en subkultur, så længe man er i stand til at omgås forskellige mennesker.

Hvad jeg til gengæld er sikker på er, at rollespil ikke er MERE usundt grundet sin form (det at vi leger røvere, rumpirater og røvhuller) i forhold til andre subkulturer. Om de specifikke mennesker er værd at samle på er jo anyone's call... og at store dele af miljøet er smårascistisk (som vi nok kan være rimeligt enige om at kalde skidt) og højreorienteret (som man mere kan diskutere) er nu heller ikke noget jeg kan nikke genkendende til.

Men debatten handler om rollespil som form - og mulige konsekvenser deraf. Det handler ikke om, at Hareskovens bestyrelse alle sammen er idioter eller at alle rollespillere i Thy er flinke. Eller omvendt.

- Claus

Tak for godt oplæg til diskussion. Det er svært at komme igennem, men det er nu dejligt trods det. jeg kan ikke svare på det hele og svarer lidt generalt. Jeg bliver egentligt mere og mere overbevist om at rollespil er sundt og godt jo mere du skriver.

Som svar til alle de punkter du har til mig: Rollespil er ikke ensbetydende med at distancere sig fra andre. Det kan være nogen gør det, men det er altså ikke grundet rollespillet. Det er op til personen. Rollespil opfordre ikke til det. Jeg tror ikke på en nenadgående spiral. At socialisere med nogen forbedre ens sociale egenskaber - ergo kan man nemmere socialisere med andre, som ikke er fra miljøet. Positiv spiral faktisk. ;)

Generelt:

Lukkethed kan være et problem. Det kan også være noget man opsøger af sig selv. Jeg er mainstream. Jeg skammer mig ikke over at spille rollespil og snakker lige så åbent om det som fodboldspillerne. Der er nogen der driller, men der er også nogen der driller ham der spiller i holdet Vejgård Fighting Kittens i en helt speciel rugby lignende sportsgren.... og fodboldspillerne bliver også drillet. Nogle rollespillere ikke mainstream og vil gerne være subkultur. Det er et valg folk gør. Begge dele kan virke.

Jeg mener man kan blive opslugt af alle hobbier og at det er lige slemt lige gyldigt hvad det er for en. Jeg kender da til ligeså mange intriger og 'opslugthed' fra da jeg var FDF'er. (Det var ikke mig)

Der er ingen virkeligedsflugt for en almindeligt fungerende rollespiller. Hvis man flygter er det fordi man har nogle problemer i ens liv man ikke kan håndtere. Jeg flygter ikke for noget. Jeg spiller rollespil fordi jeg finder det underholdende i samme stil som jeg ville ved at tage på vandretur med min familie. Det er jo heller ikke virkelighedsflugt, det er underholdning. Ergo tilbage ved problemerne er tilbage ved folk der tager dem med.

Jeg synes det er godt at have et sted hvor folk kan li' en. Jo flere steder der kan li' en jo bedre, ikke? At der er en forskel på en kreds og en anden er jo alment forståeligt og at der kan være en stor kontrast kan give problemer, men ikke for et alment fungerende menneske. Der er vel mennesker der fungere fint som en der bliver pisket i en sex dungeon og så være Hr. Hansen bag ved skranken i banken på samme tid? Ikke at jeg kender nogen, men jeg mener ikke rollespil er særligt ekstremt socialt.

Og hvis man spiller rollespil for at få respekt fordi man i spillet er prins har man et problem. Man skal basere respekt og venskaber på ægte menneskelige værdier, ikke rollernes opførsel og det tror jeg også de fleste gør. (Jeg gør, jeg tillægger det ingen værdi at folk vil være fjender/venner med mig i spillet og tillægger det ingen værdi at folk er prins) Ergo er der ikke et problem ved at få respekt i "en eventrylig verden". Det sker, i min erfaring, ikke. Du får i samme stil med f.eks. spejder respekten for at lære de andre at binde knob og at lave den pæneste kniv. Ikke at være prinsen, det er jo bare en rolle.

Det hedder: Jeg spiller rollespil vs. jeg er fodboldspiller. ;) "Den lå lige til højrebenet." som en fodboldspiller ville sige det. He he.

Rollespil er kun godt og de problemer der er er ting folk har taget med selv eller kan vælge fra. Rollespil kan være ligeså mainstream som fodbold. Der er ingen problemer. (ved godt at jeg måske tidligere har godtaget at der kan opstå problemer, men tror ikke på det længere)

@Louise

Lyder til de rollespiller du hang ud med ikke lavede andet end rollespil og nej det er ikke sundt, for når jeg ses med mine venner fra rollespils ting, så jojo taler vi da rollespil, men mest laver de det samme som jeg ville lave med min andre venner, ser en film, drikke os fuld, siger dumme ting. At der i snakken ind imellem så er rollespils snak er kun lige så naturligt som at når jeg omgåes mine venner fra studiet så snakker vi om hvor uforstålig vores mikroøkonomi forlæser var sidste semester og hvor meget hvor makroøkonomi forlæser ruler det her semester. Da det er der vi kender hinanden fra. De fleste af mine nære venner er rollespiller, netop fordi vi er blevet nære venner taler vi meget mindre rollespil end vi gjore før, fordi vi har lært at vi intresse hinanden og ikke blot er bundet sammen af en hobby

Som andre har været inde på så er rollespil nok usunde hvis du virkeligt har brugt for flygt fra din verden, hver fald hvis den flugt er større end den man tager de 2timer man er til en fodbold kamp, den uge man er snot stiv på Roskilde Festival osv. for den flygter man også, tager en pause.

@Troles , "En meget stor del af miljøet har stærke højreorienterede og småracistiske kendetegn" what? Rollespilsmiljøet er da fyldt med venstre ordinterede folk

@ Martin: "@Troles , "En meget stor del af miljøet har stærke højreorienterede og småracistiske kendetegn" what? Rollespilsmiljøet er da fyldt med venstre ordinterede folk"

What? what? Der er da en nogenlunde lige fordeling?

Problemet når mig og Claus skyder hinanden er at vi på en normal dag sidder i samme kontor og gør det. Så der er nogle indforståede argumenter hvor mellemdelen har været debateret til hudløshed i forvejen.

Lad os lade det ligge ved at jeg sikkert synes man er højreorienteret hvis man ikke er en stenkastende aktivist.

For at vende tilbage til den oprindelige diskussion. Jeg tror de fleste af os er enige om at selve legen er harmløs eller kun skadelig for folk der i forvejen var ude og skide. Der hvor vandene skiller er jo så om vi synes det er ok at mødes i mørke kældre og høre heavy rock mens vi skriver vores sortelverroller. Det er nemlig det jeg skyder på (ikke helt specifikt som eksempel men som grundlæggende koncept). Jeg tror nemlig ikke der kommer noget godt ud af at "lade nørder være nørder". De skal tvinges til at tage normalt tøj på og feste med normale mennesker. Orv der blev jeg lige til dansk folkeparti med en pose flæskesvær i hånden.

Vil nu bruge et par timer på at revaluere mine holdninger mens jeg lader som om jeg arbejder så.

Jeg kom til at tænke på en ting - Hvis man "flygter ind i rollespillet" så må det jo betyde at man ikke laver andet - Spørgsmålet er så, er det muligt? I mindre grad, ja. Men ikke i den form som man ser det med "wow nørder".

Jeg kan trække lidt på egne oplevelser i det her indlæg. For nogle år tilbage var jeg afhængig af at spille et online spil (I stil med World of Warcraft). Jeg brugte 16 timer i døgnet på det. Jeg var så opslugt at jeg kun spiste når jeg VIRKELIG var sulten. Jeg forlod også kun hjemmet når jeg var tvunget (familie fødselsdage og lign.). Kort fortalt sorterede jeg alt det fra jeg kunne for at kunne game. (Forklaringen på at jeg kunne bruge 16 timer i døgnet kom af at det startede i en somemerferie hvor jeg ikke havde noget bedre at bruge tiden på, og senere fortsattte på teknisk skole, hvor vi sad ved computere 8 timer hver dag)

Det kom også til at min daværende kæreste begyndte at spille det, fordi det var den bedste måde at komme i kontakt med mig på. Og ledte til at da jeg stoppede med spillet fortsatte hun i samme stil som jeg havde gjort det tidligere. Det er et spil med over 60 millioner aktive spillere verden over, som er kendt for at være ekstremt addictive.

___

Er det det samme som du har oplevet med rollespil? Nej selvfølgelig ikke, men det som er værd at ligge mærke til er at det i det her tilfælde er spillet som er skyld i problemet, og ikke spilleren som har et allerede eksisterende problem (idet at det samme skete for kæresten, og det bare er et generelt problem med det spil). Samtidig så kan jeg sagtens spille andre spil, uden at det opsluger min verden.

Derudover så er det ikke et generelt problem i rollespil, i modsætning til det computer spil, at man bliver afhængig af det.

Så kan man spørge sigselv "Flygtede jeg fra migselv ind i spillet?" - nej - for jeg havde ikke et problem med mig selv, og kunne sagtens se forskellen.
__

Så man kan konkludere at der er en mærkant forskel på rollespil, og for eks gaming som kan få folk til at "flygte fra hverdagen". Selvfølgelig er der også nogle menensker som bliver opslugt i ALLE de spil de spiller, men det er så dem som står med et generelt problem, som ikke er møntet på selve spillet, men personen.

Og til Troels:

Selvom det indlæg er lidt svært at tyde, så gøre jeg forsøget alligevel

Jeg tror ikke der skulle være nogen der havde noget imod at lade nørder være nørder. Det kan sammenlignes med at man tvinger forskere ud og spille fodbold, fodboldspillere til tvinges til at lærer kemi - Bare fordi det ikke er godt at de fokuserer alt deres energi på EN ting (Hvilket egentlig er deffinationen på ordet "nørd")

Hov - Jeg tror jeg kom til at give en beskrivelse af den danske forlkeskole

Men anyway, synes det er sjovt at se hvordan "at tage ud og feste" bliver brugt som en generel modsætnign til at sidde derhjemme og nørde - Jeg vil altid se det som usundere, værrer og et langt større problem at gå ud og drikke sig stangstiv, end at sidde derhjemme og lave ringbrynje.

Det er en lidt en forskruet holdning, at det er sundt at gå ud og forgifte sin krop, ødelægge sine sovevaner, og chikanere unge kvinder :D

Nørderne der sidder hjemme er egentlig den gode del af samfundet, når man tænker på at de unge som er et problem for samfundet, er dem som går ud og drikker så snart de får chancen. (Jeg komemr fra Hobro, hvilket betyder at alle dem som går ud og drikker hver weekend er = junkier eller bare deciderede no-lives)

Heh... Jeg tror måske vi får blandet et par ting sammen her... Der kan ikke være nogen tvivl om, at den direkte negative påvirkning af ens helbred er klart større ved at gå i byen og drikke sig rund under fødderne, end ved at sidde hjemme (med mindre man bor virkelig sølle...).Men nu er det her jo en debat om de sociale konsekvenser ved rollespil, og så er snakken efter min mening en anden. Og jeg tror det ville være sundt for rigtig mange rollespillere at komme ud at opleve den virkelige verden (undskyld dårligt ordvalg) en gang imellem. Dermed ikke sagt, at man ikke kan være et socialt velfungerende, dejligt menneske hvis ikke man går på club og drikker vodka/RedBull, men hvis man føler latexsværdene og velourkapperne er ved at ovvertage ens liv kunne man måske med fordel forsøge at etablere kontakt til nogen der vil noget andet?

At vi så lever i et land, hvor det eneste folk magter at socialisere omkring er mad og alkohol kan man slf. ærgre sig over (jeg gør det ikke selv) hvis man ikke kan lide nogen af delene....

Og hvorvidt man bliver en bedre samfundsborger af at sidde derhjemme og strikke ringbrynje end at gå i byen tør jeg slet ikke kaste mig ud i at diskutere - især fordi jeg ikke synes det passer ind her.

VH Anders

Jo jeg ville faktisk tvinge forskere ud og lave gymnastik ind imellem og synes det ville være genialt hvis flere sportsfolk var lidt boglige. For det er altid sundt med flere synsvinkler. Hvis det hjælper dig til at forstå hvordan fodboldstjernen har det inden i at komme ud og sparke lidt rundt på grønsværen så tror jeg at det gør dig til at bedre menneske.

Jeg skal ikke agitere for at den eneste måde at møde andre mennesker på er at drikke sig stangbacardi. Bevares det er jeg da selv alt for gammel til efterhånden. Men jeg tror at en rollespiller der har dyrket sport har masser af ting at byde på:

1: De fungerer bedre med autoriteter og regler

2: De kommer mindre til skade på grund af fysisk form

3: De har sikkert en bedre eller ihvertfald anden opfattelse af holdstrukturer og samarbejde

4: De kan lettere sætte sig ind i et andet perspektiv da de har bredere social erfaring

Det tog sålige et par timer at komme igennem, men en yderst interesant debat.

Jeg er lærer på en efterskole og underviser bla i rollespil og nej det er ikke Østerskov. Og jeg oplever år på år socialt afsondret elever blomstre op når de som det kaldes "Flygter ind i fantasiverdnen" not to blame, når jeg ser på hvilken opvækst og hvilken modgang disse unge har haft gennem livet, spolerede familier plaget af druk, skiftende skoler, skilte forældre, mobning gennem års skolegang og nogle gange det der er værere. ja så er der sgu' ikke noget at sige til at de bliver socialt afsondret, usikkre på sig selv og har svært ved at indgå i sociale konstalationer.

Og jeg syntes sgu' det er synd, jeg har virkelig medlidenhed med disse unge. men det er da endnu mere synd ikke at hjælpe dem til at interagere socialt og få nogle suscesoplevelser. og disse ungemennesker har altså ofte ikke ret meget at byde på, så det er altså ikke ligefrem let hvis ikke de føler sig trykke i den ramme de er i.

Og gu, hjælper det at komme på efterskolle og mærke et lille sammenhængende fællesskab, men det er bare ikke alle af disse udsatte elever der har trykhed nok i denne ramme. for efterskoler er også fyldt med kliker og fordomme om sociale gruperinger og ofte følger aben fra folkeskolen med, i form af mobning og social udstødelse. Ikke at vi ikke slår ned på sådanne eksempler. for det går vi virkeligt meget op i. men stadig er der grupper af unge hvor denne ramme ikke er tryk nok til at de tør udfolde og udvikle sig. og her er det så bare at jeg igen og igen har oplevet at de i rollespillet blomstre op, og får gnisten tilbage i øjet, får positive medmenneskelige oplevelser venskaber, sejre, oplever en form for akcept "Virkelig eller ej" den er ægte nok for dem. Og det er bare så uendeligt vigtigt.  For hvad ville der blive af disse mennesker hvis ikke de fik denne mulighed. Virkelig eller ej så er rollespilsmiljøet for mange af disse unge måske den eneste vej ud af mørket.

Nej Rollespil er ikke farligt får socilat udstødte, tvært imod, det er terapi.

Der hvor der så kan opstå et problem er hvis de unge ikke ikke lære at bruge deres tillærte kompetancer fra rollespillet i andre relationer. men det må for disse unge være et ansvar der ligger hos de sociale myndigheder. det må være derers opgaver gennem, socialrådgiver, voksenvenner etc. at holde trit med de unge så de kommer videre. for selvom at rollespil kan være terapi. så er det terapi uden terapeut. Det kan aldrig blive de frivilige spilledere og foreningers ansvar at holde trit og tilsyn med disse udsatte unge.

Dagen efter er du stadig irriterende Claus, men du får et svar alligevel. Du ved, at jeg er hemmelig fan af dig uanset, det må være din medfødte charme ( ... ) selvom du aldrig kan huske hvem fanden jeg er.  Jeg tilgiver dig på forhånd. I dette indlæg får fordommene lige frit spil.

Igen, lad de pro blive sammenlignet med de pro. Jeg har ikke lige styr på om du stadig lever af rollespil, men i det tilfælde er du jo lidt en Michael Laudrup inden for miljøet (bare med pænere tænder). Jeg ser altså en stor forskel på, at være nørdet med det, man skal leve af (dét synes jeg er lidt smart, faktisk) og så noget, der er ment (/bør være ment) som en hobby, en fritids-interesse, en bi-beskæftigelse... Det ene har en god mening, nu vi lever i et montarisk samfund uden mulighed for redning, det andet virker 'obsessive'.

Den ved jeg altså ikke om jeg køber. Der foregår i hvert fald også snobbethed internt i miljøet, hvor det er finere og sejere at gå til undergrunds-zombie-scenarie eller ubådsscenarie eller omvendt det useriøse og semi-selvironiske pirat-live, end at troppe op i Vestskoven og senere Hareskoven med et sværd i bølgepap og et behov for at cementere sin maskulinitet via tangerende vold på drenge der er mindre end en selv (for pigernes vedkommende: Eksperimenteren med egen seksualitet ved at lade sig fange og voldtage af orker).

Interessant pointe. Hvilken effekt tror du det vil have på miljøet som helhed - og div. enkeltpersoner/individdet? Kom gerne med et forsigtigt gæt.

Forskellen på rollespil og andre kreative hobbier er jo, at der hele tiden er et fastlagt start- og sluttidspunkt. Men man kan udvikle sin rolle i det uendelige, forudsat at den ikke kraperer. Samtidig holder f.eks. teater sig ofte over et bestemt manuskript, hvor der i rollespil er lagt ansvaret for den individuelle fortælling over på spilleren. Har det en effekt på den enkelte person, at vedkommende i den grad skal bruge sin egen kreativitet til at skabe en egen-fortælling der ikke stemmer overens med virkeligheden? Kan det lokke unge i fordærv? (her snakker jeg ikke om unge som mig, der med al sansynlighed var blevet lige tosset uanset. Men almindelige unge, med de almindelige usikkerheder i forb. med skabelsen af identiteten...)

Fleksibilitet og tolerance? HVOR?

Humor... Jo da. Men ikke selvironi. Det er derfor div. bestyrelser nogle gange ender i at lege sandkasse og slå hinanden med plastik-spader, fordi de ikke kan se, at det er lidt... for meget... at blive SÅ intrigante over, ja, om pengene skal bruges på nye telte eller en latex-drage ved navn Fafner.

Jeg er enig. Men ikke i den grad, som man ser eksempler på i hver evig eneste forening. Folk, der har problemer med at følge uddannelse og job, pga. manglende sociale evner som til en vis grad (men givet ikke udelukkende) skyldes, at de kun omgåes folk, hos hvem det er über-sejt at kunne Taslamaniadada-lands skabelsesberetning uden ad.

Det er jo ikke normalt. Det er ikke altid usundt at være anormal (som i ugængs), men det kan godt skabe liiidt seperation fra den normaliserede masse, på godt og ondt. Og måske bør vi være mere bevidste om ulemperne også, inden vi kvæler os selv i candyfloss og lyserøde balloner for at fejre, for fantastisk et pædagogisk redskab rollespil kan være.

Børn? Jeg foretrækker nu bacon.

Du mener simpelthen, at de negative elementer af miljøet skyldes en form for kollektiv hævn ("Doom on them") på dem, der finder miljøet aparte?

Det er min klare opfattelse, at der er lige så mange intriger off-game som ingame. Det er bare lidt nemmere ingame, for der kan man altid slå på ham, der er grøn.

Jeg tror meget på, at lægge ansvaret hvor det hører hjemme, hos individdet. Men samtidig mener jeg også at det er forkert, kollektivt at lukke øjnene for, at der i rollespilsmiljøet generelt er flere udsatte unge end i andre "sportsgrene" - det er en af de ting, der plejer at blive brugt til, at stille rollespil et godt lys: "Det når de indelukkede nørder, der ellers ville sidde og spille WoW imens de fik cola intravenøst". Den sociale ballast, de tager med sig, forsvinder ikke, fordi de omgåes ligesindede. I stedet bliver de karaktertræk, der er begrænsende, anset for værende enten "normale" eller enddog socialt acceptede.

Hvad siger du til mit postulat om, at det at socialisere med nogen inden for én type-homogen masse gør en bedre til at socialisere med folk fra denne type-homogene masse, men ikke med mennesker fra andre type-masser? (minder mig om et citat fra en eks-liver jeg stadig snakker lidt sporadisk med: "Sæt en LARP'er midt på et privat gymnasium, og du vil have konceptet til et nyt TV-show: Geek Survivor...").

Det kan godt være, at man får stærke ben af at hoppe rigtig meget, men det betyder ikke at man kan løbe hurtigt.

Det er jeg enig i (at det er et valg folk selv tager), men det er da så pudsigt, at der tilsyneladende er en del flere, der vælger at være subkultur end at være mainstream? Når mange mennesker gør det samme, snakker vi om en tendens. Jeg påstår, at denne tendens er uheldig og stammer fra miljøet selv, som helhed (og miljøet er jo en samling af enkeltpersoner), og kan virke begrænsende. Hvordan vender vi skuden, så miljøet bliver fyldt med unge, friske mennesker der er klar til at møde resten af verden face-on og ikke som emo-face? Er det overhovedet et kollektivt ansvar? Er det ligemeget?

Man kan, ja. Men gør "man" det? Jeg var grøn pigespejder i ca. 13 år. Jeg har aldrig oplevet det på samme måde, hverken hos mig selv eller nogen af de mange, mange andre piger eller drenge (fra andre spejder-grupper) som jeg stiftede bekendtskab med i disse år.

Jeg synes, der er en klar tendens hos rollespillere, som ikke ses lige så markant andre steder. Jeg vil bare gerne gisne lidt om hvorfor det mon er... Det er jo interessant nok.

En virkelighedsflugt er en virkelighedsflugt. The end. Det er også en virkelighedsflugt, når jeg her om lidt læser lidt mere Skavenslayer. Visse former for underholdning er også en virkelighedsflugt (biograf, f.eks., kan være det). Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, selvom ordet er lidt negativt ladet. Det er fedt. Mit spørgsmål er så, om den distancering ind i et andet menneskes tankevirksomhed og følelsesregister, som der foregår ved rollespil når man er "ingame" og lever sig ind i sin rolle, er sund i den grad, de fleste rollespillere dyrker det (1 gang om måneden samt sommerscenarier).

Jeg finder det foruroligende, at du sammenligner masochistiske sexlege med rollespil... Eller vent, sortelvere? (Den var så obvious, at jeg ikke ku' lade være... Sorry )

Uanset hvad kan vi jo sige om Hr. Hansen, at han er dysfunktionel. De fleste folk, der føler et behov for at blive professionelt undertrykt (fedt udtryk btw) af andre, har jo store, personlige problemer som i en meget simplicificeret udgave omhandler manglende imødekommenhed af alle facetter af deres personlighed. Den stærke erhvervsleder får smæk bag i, fordi intet menneske kan holde ud at skulle være stor, stærk og beslutsom hele tiden. Jo mere ekstrem den ene yderlighed bliver tvunget til at være, jo større behov får de for at opsøge det andet.

Jeg håber virkelig ikke, at du mener, de 2 kan sammenlignes.

Tingene hænger sammen. Den orn'li' syge necromancer er ofte gode venner med en eller anden i enten bestyrelsen eller karakterudvalget. De begrunder deres valg med et ønske om, at give en "vigtig" rolle til en "de ved, kan løfte den/ansvaret". Det er bare slet skjult nepotisme.

Den, der er prins i spillet, er ofte en person, der er populær eller "inde i varmen" på en eller anden måde, uden for spillet. Det er ikke populært at sige, men sådan hænger det altså tit sammen. Måske fordi at de "seje, gamle, garvede spillere" gerne får de seje roller jvf. tidligere argument om at de kan "løfte dem" og de gider måske ikke spille sammen med en 16 årig hver dag, så er det federe at få deres anden "seje, gamle, garvede spiller-ven" ind til den anden seje rolle, der er i udbud. Så mødes man på Rocken bagefter og drikker sejrs-øl, og det er da lidt hyggeligere und such.

Jeg har aldrig hørt nogen sige, at de er fodboldspiller. Jeg har hørt mange sige, at de er rollespiller. Bortset fra i sangen, der ikke var skrevet af en.

Er det der en vittighed? Det er lidt for hjernevasket for min smag. Der er fordele og ulemper ved alle ting, og selvom fordelene måske langt overvejer ulemperne, betyder det ikke at sidstnævnte slet ikke er der.

Jeg føler en pludselig trang til at citere: Følg dem, der søger sandheden men vogt dig for dem, som påstår de har fundet den.

I mit næste liv skal alle mine posts kunne beskrive alle ovennævnte holdninger, i kun 3 sætninger. Hvordan gør jeg det der? Beklager atter engang wall-of-text-syndrome...

Stefan, du får et bedre svar i morgen, men jeg måtte simpelthen slå ned på denne:

Når der er en lærer (som ikke er en terapeut, host host) til stede, kan det fungere fint.

Til almindelig rollespil er vi snarere ude i noget "De blinde fører de blinde". Der er jo ikke opsyn eller guiding på samme måde, og der er jo ikke kun succesoplevelser. Nogle gange får man tæv, nogle gange fniser den elverpige man er lun på lidt for meget, når hun bliver bortført af imperialistiske soldater, nogle gange får man stjålet alle sine penge og man vinder ikke engang plottet. Hvis man så ikke engang er på en efterskole med en lærer til at fastholde en i de positive elementer, hvad så?

Kan en nørd lære en anden nørd, ikke at være en nørd? (sat på spidsen)

Jeg er enig i at man ikke skal lukke øjnene for individers problemer. Men det kan man ikke, som jeg mener du fortsætter med at gøre, gøre ved at give rollespillet skylden. 

"Hvad siger du til mit postulat om, at det at socialisere med nogen inden for én type-homogen masse gør en bedre til at socialisere med folk fra denne type-homogene masse, men ikke med mennesker fra andre type-masser? (minder mig om et citat fra en eks-liver jeg stadig snakker lidt sporadisk med: "Sæt en LARP'er midt på et privat gymnasium, og du vil have konceptet til et nyt TV-show: Geek Survivor...")."

Jeg siger at rollespil ikke er en homogen masse og at du har haft oplevet dette er forkert.

Hvordan vender vi skuden, så miljøet bliver fyldt med unge, friske mennesker der er klar til at møde resten af verden face-on og ikke som emo-face?

Kan godt være at dette er en af de vigtige forskelle på Nordjylland og sjælland. I nordjylland er vi glade og udadvendte for den omkring liggende verden. De unge rollespillere bliver oftest mere glade og udadvendte af den sociale kontakt fra rollespil. Kan godt være vi snakker lidt forbi hinanden fordi alle på sjælland åbenbart er emo-agtige. Så ingen skude skal vendes. Det ville være det modsatte af produktivt.

Er det overhovedet et kollektivt ansvar?

Ja da.

Er det ligemeget?

Nej, men mener man skal tage hånd om tingene i situationen. Alle personer skal håndteres forskelligt og hvis der er folk der bliver socialt udsatte har man prøvet at hjælpe dem. Det er sket en gang imellem heroppe i hvert fald. Og jeg mener stadigt ikke der er noget at ændre ved selve rollespillet.

  Man kan, ja. Men gør "man" det? Jeg var grøn pigespejder i ca. 13 år. Jeg har aldrig oplevet det på samme måde, hverken hos mig selv eller nogen af de mange, mange andre piger eller drenge (fra andre spejder-grupper) som jeg stiftede bekendtskab med i disse år.

Ja, i min erfaring gør man. At vores erfaringer er forskellige både mht. rollespil og spejder er højst sandsynligt grunden til at vi er uenige (ikke at vi er særligt uenige). Jeg kan godt se at der er intriger nogle steder, men jeg synes det er væsentligt mindre end hvad jeg har set og hørt i Hou Bådlaug.

En virkelighedsflugt er en virkelighedsflugt. The end. Det er også en virkelighedsflugt, når jeg her om lidt læser lidt mere Skavenslayer. Visse former for underholdning er også en virkelighedsflugt (biograf, f.eks., kan være det). Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, selvom ordet er lidt negativt ladet. Det er fedt. Mit spørgsmål er så, om den distancering ind i et andet menneskes tankevirksomhed og følelsesregister, som der foregår ved rollespil når man er "ingame" og lever sig ind i sin rolle, er sund i den grad, de fleste rollespillere dyrker det (1 gang om måneden samt sommerscenarier).

Ok, det er jo et definitions spørgsmål. Så kan en vandretur jo også en virkelighedsflugt fordi det ikke er "den virkelige verden" (sove, spise og arbejde).

Og nej, jeg har kun erfaret et enkelt tilfælde af at en person har fået problemer ved at være ingame og det var medbragte psykiske problemer. 2 en meget lille procentdel. Men som tidligere sagt er der jo forskelligt erfaringsgrundlag. Hvor mange har du oplevet haft problemer?

Uanset hvad kan vi jo sige om Hr. Hansen, at han er dysfunktionel. De fleste folk, der føler et behov for at blive professionelt undertrykt (fedt udtryk btw) af andre, har jo store, personlige problemer som i en meget simplicificeret udgave omhandler manglende imødekommenhed af alle facetter af deres personlighed. Den stærke erhvervsleder får smæk bag i, fordi intet menneske kan holde ud at skulle være stor, stærk og beslutsom hele tiden. Jo mere ekstrem den ene yderlighed bliver tvunget til at være, jo større behov får de for at opsøge det andet.

Sammenligningen var for at påpege at ekstremiteten i rollespil er ganske lille. Og jeg synes du går over stregen i at dømme Hr. Hansen som dysfunktionel. Sexuelle preferencer skal folk have lov til at ha' så længe de ikke er skadelige for andre. Så der kan jeg kun sidde og ryste på hovedet og være glad for at det ikke er det som diskussionen handler om. Beklager at jeg bragte det på banen.

Den, der er prins i spillet, er ofte en person, der er populær eller "inde i varmen" på en eller anden måde, uden for spillet. Det er ikke populært at sige, men sådan hænger det altså tit sammen. Måske fordi at de "seje, gamle, garvede spillere" gerne får de seje roller jvf. tidligere argument om at de kan "løfte dem" og de gider måske ikke spille sammen med en 16 årig hver dag, så er det federe at få deres anden "seje, gamle, garvede spiller-ven" ind til den anden seje rolle, der er i udbud. Så mødes man på Rocken bagefter og drikker sejrs-øl, og det er da lidt hyggeligere und such.

Nepotisme, ja, den er der. Men der er det jo omvendt af hvad du påstår. Du påstod at respekten kom af rollen hvorimod du nu siger at rolle kom af respekten. Så det jeg har sagt er ikke forkert, man får ikke respekt af at være prins, man får respekt af menneskelige værdier lige som alle andre steder.

Jeg har aldrig hørt nogen sige, at de er fodboldspiller. Jeg har hørt mange sige, at de er rollespiller. Bortset fra i sangen, der ikke var skrevet af en.

Endnu engang: Det har jeg hørt. Erfaringerne er stadigt forskellige. Håber ikke det er grundet den geografiske forskel fordi så kan jeg kun græde af medlidenhed for Sjællænderne (selvom de drikker flere øl og ved hvem Jessica Alba er).

Er det der en vittighed? Det er lidt for hjernevasket for min smag. Der er fordele og ulemper ved alle ting, og selvom fordelene måske langt overvejer ulemperne, betyder det ikke at sidstnævnte slet ikke er der.

Nej, det er ikke en vittighed. Og tak for at have sænket niveauet til at kalde mig hjernevasket, det får mig til at tænke at alle de gange jeg har skrevet: "Det er et dejligt oplæg til diskussion" måske var lidt for flinkt af mig og jeg istedet skulle have sagt noget meget grimt til dig i stil med: "Du har skabt dig et fjendebillede ud fra et erfaringsgrundlag på en person. Dig selv. Det er både dårlig statestik og meget subjektivt. Ergo kommer dine argumenter ikke til at holde vand i en diskussion."

Jeg er selvfølgelig meget rasende på dig over at du kalder mig hjernevasket. Jeg er en normalt fungerende person. Ligesom jeg kan sige: "Der er ingen problemer med at gå en tur", kan jeg sige: "Der er ingen problemer ved at spille rollespil". Selvfølgelig er der i begge situationer risikoen for problemer, men selve konceptet er problemfrit.

At du fornærmer min psykiske formåen og tilgang til sandhed giver mig lyst til at kvitte debatten grundet den lave retoriske standard. Selvfølgelig skal man søge sandheden, men der er ingen grund til at svine folk til for at få ret. Jeg føler jo bare at dine argumenter falder til jorden og så se min grumme udtalelse ovenfor for at se hvorfor det måske kan være.

 

"Du har ikke overbevist et menneske, fordi du har bragt det til tavshed." 

§Til almindelig rollespil er vi snarere ude i noget "De blinde fører de blinde". Der er jo ikke opsyn eller guiding på samme måde, og der er jo ikke kun succesoplevelser. Nogle gange får man tæv, nogle gange fniser den elverpige man er lun på lidt for meget, når hun bliver bortført af imperialistiske soldater, nogle gange får man stjålet alle sine penge og man vinder ikke engang plottet. Hvis man så ikke engang er på en efterskole med en lærer til at fastholde en i de positive elementer, hvad så?§

Hør nu her, det er en rolle man spiller, Susceoplevelsen ligger ikke i om den går ens rolle godt eller skidt, om man får princessen eller vinder over orken. Suscen ligger i at vinde dem menskelige relation, at få presset sig selv ud over den bariære der i dagligdagen forhindre disse udsatte unge i at interagere med andre.

Og ærligtalt hvis man forsøger at score elverpigen gennem rollespil fordi man er reelt forelsket er man altså ikke helt normalt skruetsammen oven i låget. så kan man være kærster en gang om måneden når der er live i hareskoven.  så er det da bedere at blive fniset lidt af. og komme videre med livet. Og måske bruge noget af den susce man har fået ved social interageren til at få mod til at få snakket med denne elverprincesse off-game, så har man da lige pludselig en chance.

Alternativt ville den socialt udstøtte nørd aldrig få modet til at kontakte nogensom helst, hvis ikke man bare i en eller anden sammenhæng havet oplevet social akcept af andre. den mulighed er altid og konstant tilstede i live rollespil 

Jeg er altså nød til lige at kommentere på denne her

Forskellen på rollespil og andre kreative hobbier er jo, at der hele tiden er et fastlagt start- og sluttidspunkt. Men man kan udvikle sin rolle i det uendelige, forudsat at den ikke kraperer. Samtidig holder f.eks. teater sig ofte over et bestemt manuskript, hvor der i rollespil er lagt ansvaret for den individuelle fortælling over på spilleren. Har det en effekt på den enkelte person, at vedkommende i den grad skal bruge sin egen kreativitet til at skabe en egen-fortælling der ikke stemmer overens med virkeligheden? Kan det lokke unge i fordærv? (her snakker jeg ikke om unge som mig, der med al sansynlighed var blevet lige tosset uanset. Men almindelige unge, med de almindelige usikkerheder i forb. med skabelsen af identiteten...)

Det er simpelthen noget sluder. Louise.

Jeg er linje fagslære i teater, og bruger rigtig meget tid på rollearbejde, og hvis der er noget der kan vække fortrængte følelser og oplevelser og sætte psykologiske laviner igang så er det lige præcis det kontinuerende arbejde man udsættes for i karekterarbejdet på en teater rolle. Her er man nød til at grave ned i sit eget følelsregister for at finde de ægte følelser af sorg, had glæde foragt osv. Følelser der kun bliver ægte og seværdige hvis de kommer fra en selv. du kan ikke spille sorg hvis du ikke samtidigt føler sorgen, og du kan ikke følle sorgen hvis du ikke hente sorgen i den bagage vi alle slæber rundt på af sorger og glæder og gamle oplevelser og du kan ikke hente denne sorg hvis du ikke åbner op for alt hvad der der ligger begravet i lasten. oven ikøbet er der så en eller anden instruktør der står og bedømmer om ens føllelse er reel nok, virkelig nok, og his ikke den er, så om igen og om igen og om igen.....Se her er der tale om noget der kan skubbe til skrøbelige eksistenser og vælte læset for dem.

Hvorimod man i rollespilet kan nøjes med at skøjte over følelserne og spille noget der ligner, men ikke rigtigt er. der står ikke nogen og bedømer om din kærlighed til princessen er reel nok til at alle tror oprigtigt på den, for her er det ikke oprigtigheden der er i fokus det er legen

Og det bliver lidt småting jeg diskuterer med på, så kan I have debatten om det gode, det sunde og det virkeligt grusomme for jer selv... ;)

Men et par ting vil jeg gerne svare på.

1. Hvordan tror jeg denne her problemstilling ser ud om ti år?
Jeg tror verden ændrer sig (doh). Og jeg tror, at jo længere tid der går og jo mere mainstream det bliver, jo mindre kommer "freaks & geeks" til at dominere miljøet. I fattig-80'erne hvor jeg voksede op, der var det kampnørdet at spille computerspil. No wonder, for det krævede sgu' en del fantasi at forestille sig at de to vandrette streger i "Pong" VAR ping-pong bat...
Idag? Der er computerspil en mainstream børn/ungdomshobby, og selvom der stadig er langt før det bliver 100% socialt accepteret at voksne spiller computer, så er der langt flere der gør det idag end dengang.

Samme situation har vi lidt med rollespil - i start-90'erne var der meget mere Manowar og "jeg-går-i-skole-med-elverører" end der er nu... og det krævede MEGET fantasi at forestille sig, at Jonas på 14 var ypperstepræst for guden Dwarch (der var så ond, at man kun kunne hviske navnet) og at skolen i Gundsømagle var en by. Det var uforståeligt for udefrakommende, svært at sælge som idé og de ledende kræfter var meget unge.

Idag er rollespil som helhed meget mere visuelt lækkert - nogle steder ekstremt meget endda - og miljøledere er ældre og stærkere formidlere. Hvor man i '98 var en legende hvis man var over 30, så er der idag masser af folk i 30'erne som spiller, og hvor de meste af miljøet engang var teenagere med sært hår og hang til Manowar, så er der nu flere og flere forskellige grupperinger og typer repræsenteret.

Og om ti år... så har vi folk i 40'erne, som har mange års ekspertise i at sælge rollespil som idé, adgang til flere ressourcer og med mulighed for at præge flere mennesker. Personligt kan jeg da nemt mærke, at hvor det for 10 år siden var svært for mig at "konvertere" tilfældige mennesker til, at synes at rollespil har potentialet til at være spændende, så er det blevet nemmere og nemmere.

Så om ti år tror jeg vi har langt flere der ser rollespil som en hobby uden, at det er en livsstil og langt flere af dem der nu har det som en livsstil der er blevet bedre til at portrættere sig selv som værende seje og interessante. Om de er det afhænger jo af lytteren - for hvad er egentligt sejt og interessant?

2. Om fleksibilitet, tolerance og selvironi
Når folk laver noget de brænder for (især frivilligt) så investerer de noget af sig selv i det - og jo mere de brænder for det og jo mindre trænede de er i at arbejde frivilligt med forskellige mennesker, jo mere af sig selv investerer de i det. Derfor kan man have folk der kan råbe af hinanden om nye telte eller nye drager, eller om elverne skal have 3 eller 4 livspoint... men det er ikke et hak anderledes end når sejlsportsforeninger råber af hinanden om hvem der skal have hvilken kajplads og når de i modeljernbaneforeningen er ved at kvæle hinanden over hvilket nyt Märklin-tog der skal indkøbes.

Langt de fleste rollespilsforeninger er ultra-demokratisk opbyggede og udelukker ingen - og det betyder, at langt de fleste steder så er dem som bestemmer, dem som er mest engagerede og arbejdsomme... men det er de oftest fordi de har investeret meget af sig selv og derfor bliver kritik af projekter og ideer nemt til at kritik af individder.

Og sjovt nok, så ændrer det faktum sig i takt med, at folk får erfaring med forskellige grupper af mennesker - også bare indenfor rollespilsmiljøet. For vi er vant til, at alting kan laves om (det ligger lidt i det vi laver) og derfor bliver der meget mere debat. Tænk på hvis en fodboldklub ikke kun kunne diskutere hvem der skulle være træner for lilleput-holdet, hvor meget toasten i klubhuset måtte koste og om man skal købe Select eller Hummel-bolde... men også kunne diskutere hvor mange spillere der måtte være på banen og om det gav to mål når de rødhårede spillere scorede.

3. Frygt
Det tredje punkt er altid frygt. Og denne her debat har masser af det.

Sidst, men ikke mindst, så husker jeg dig glimrende, Louise, selvom du dengang hed noget andet (udover Nofhar).

Claus
som desværre tror, at Michael Laudrup har pænere tænder

Ja, jeg fornærmede dig. Undskyld for det.

Men mit spørgsmål er alligevel berettiget, i en eller anden grad, fordi: Bør vi ikke altid stille os (kontruktivt) kritiske over for alle aspekter af vores tilværelse? Hvordan kan rollespil udvikles og forbedres, ved at vi konkluderer, at der ingen problemer er, overhovedet..? Det var sådan, jeg læste din post.

Jeg forsøger i høj grad, at reflektere over jeres svar og har taget mange af jeres pointer til mig allerede. Årsagen til, at jeg vedbliver at lege djævlens advokat, er nok for at skabe debatten og fordi jeg oprigtigt kan se de problemer, jeg omtaler, ude i miljøerne rundt omkring. Så derfor virker det meget overraskende på mig, at konkludere at noget ikke findes - noget, som jeg og også andre såmænd, har oplevet i høj grad. Når jeg bruger ordet hjernevasket dækker det nok over en skuffelse over, den ufleksibilitet jeg aner bag dine indlæg. Du er ikke villig, virker det som om, til at skifte standpunkt eller endsige se tingene fra mit synspunkt. Der er bare ikke noget problem, slut, og hvad du herefter skriver handler kun om at overbevise mig og andre om dette... Ikke om at reflektere over de problemstillinger jeg bringer op.

Som sagt har jeg intet imod rollespil og ser mange gode, positive egenskaber i det. Jeg synes, at det er en farlig tendens at lukke øjnene over for de mulige ulemper eller mulige dårlige indflydelse, det kan have på nogle (langtfra alle). Jeg mener, det er vigtigt at vi har diskussionen, og fortsætter med at have den, fordi vi på den måde sikrer, at vi er bevidste om det vi laver, udover de positive aspekter af det.

Meget gode pointer. Du serverer jo her, faktisk også løsningen på de ting, jeg mener er problematiske: "Main-streamitet".

2. Om fleksibilitet, tolerance og selvironi
Når folk laver noget de brænder for (især frivilligt) så investerer de noget af sig selv i det - og jo mere de brænder for det og jo mindre trænede de er i at arbejde frivilligt med forskellige mennesker, jo mere af sig selv investerer de i det. Derfor kan man have folk der kan råbe af hinanden om nye telte eller nye drager, eller om elverne skal have 3 eller 4 livspoint... men det er ikke et hak anderledes end når sejlsportsforeninger råber af hinanden om hvem der skal have hvilken kajplads og når de i modeljernbaneforeningen er ved at kvæle hinanden over hvilket nyt Märklin-tog der skal indkøbes.

Langt de fleste rollespilsforeninger er ultra-demokratisk opbyggede og udelukker ingen - og det betyder, at langt de fleste steder så er dem som bestemmer, dem som er mest engagerede og arbejdsomme... men det er de oftest fordi de har investeret meget af sig selv og derfor bliver kritik af projekter og ideer nemt til at kritik af individder.

Det tror jeg faktisk, at du har ret i. Når folk har brugt en stor del af deres ungdom i en forening og senere begynder at lave forskelligt friv. arbejde for den, har de nok svært ved kritikken, fordi det med tiden er blevet en anelse definerende hvor hvem de er som person, grundet de mange timer og ressourcer lagt i foreningen + relationer, minder m.m. Spørgsmålet er så bare, om det umuliggører debatter fokuseret på bolden og ikke manden, når manden er bolden. Dunno.

3. Frygt
Det tredje punkt er altid frygt. Og denne her debat har masser af det.

Jeg står gerne ved, at mit startindlæg nok er kick-startet af frygt. Jeg har en kusine og en fætter, 10 og 13 år, der lidt imod min vilje (som jeg aldrig har fortalt dem hvad er) er begyndt til rollespil. Når jeg er med til at bringe og hente dem, er det lidt som en tidsmaskine, hvor jeg ser de samme tendenser blive gentaget, fra dengang jeg selv var nystartet som 15 årig. Jeg er måske nok lidt bange for, at de og andre, skal ryge i samme fælder som jeg selv og andre gjorde. Og selvom jeg var disponeret i forvejen, så hjalp det jo ikke ligefrem på det, at tingene var (er?) som de var.

Men jeg ser også frygt hos dem, der er uenige med mig. De seneste indlæg er med al sandsynlighed formuleret på baggrund af at jeg har været lidt for provokerende og lidt for uvenlig i mine seneste indlæg. Men samtidig får jeg en fornemmelse af, at de ikke er ude på at diskutere - de er ude på at få ret. Det var ikke formålet med min diskussion, så jeg er lidt ked af, hvis det er der, det ender (og givet, vil jeg nok have den største rolle at spille i dét). Det er spørgsmål, jeg har tænkt meget længe over og havde simpelthen brug for at få luft, for al min tvivl og undren, for jeg har jo kun min egen synsvinkel at bruge som filter til at se verden med. Det har været MEGET brugbart og MEGET øjenåbende, at deltage i denne debat.

Sidst, men ikke mindst, så husker jeg dig glimrende, Louise, selvom du dengang hed noget andet (udover Nofhar).

Claus
som desværre tror, at Michael Laudrup har pænere tænder

Jeg kan ikke huske hvilke navne jeg gik under, der var jo en trilliard. Jeg har dog 2 "bonus-efternavne" (ekstra) udover Hovitz, men så bliver det så forfærdeligt langt.

Selvfølgelig skal man være konstruktivt kritisk og jeg lukker ikke øjnene. Hvis jeg ser problemer vil jeg lave løsninger.

Derfor bør man tage en snak med folk der tydeligt får sociale problemer og ikke bare lade stå til.

Men bliver man mindre social med andre? Nogle gør, men det er jo bare at opfodre dem til at se venner og familie. Det gør man da hvis de er ved at blive for emo. Der var en der var ved at blive det heroppe. Så tog vi ham ind i fællesskabet og opfodrede ham til at "blive god igen" indtil han kunne se det fra vores side. Det var faktisk lidt hjernevask da vi "opfordrede" ham til at holde jul med familien og glædes derved.

Får man psykiske problemer? Nogle gør, men hvis de ikke kan håndtere at spille spillet som en leg, så skal man være voksen og sige at de ikke kan deltage. (tag lige en snak med dem om det først - evt. deres forældre). Det har jeg da oplevet som nødvendigt som medhjælper på et scenarie.

Selv hvis de yngre spillere får andre sociale problemer der ikke har noget som helst med rollespil at gøre vil man da gøre sit for at rette op på det. Jeg kan ikke tælle på en hånd de unge mennesker vi har taget ud af lømmel-miljøet fra Nørresundby og gjort til rene og pæne mennesker.

Og mht. subkultur. Lad os da gøre et eller andet der. Lad os gøre det alment acceptabelt. Lad os sørge for at flere spiller det og det kommer mere i fjernsynet.

Men sådan er det jo? Ja ja, der er ovenstående problemer, men der er løsninger! Hvad er det for nogle løsninger du fisker efter?