Spændende.

Først og fremmest, synes jeg, det er pisse modigt, at du tager den her diskussion op, med dig selv som eksempel.

Godt nok er siden her ikke overbefolket endnu, men dit indlæg kunne sagtens indkassere nogel øretæver. Det håber jeg nu ikke sker.

Jeg har lidt svært ved at gennemskue hvordan jeg skal tage fat i indlægget. Måske fordi jeg på den ene side sagtens kan genkende nogle ting fra det, samtidig med at nogle af konklusionerne ligger mig enormt fjernt.

Jeg indrømmer da gerne, at have været "Klassens nørd" af flere omgange, og at det var befriende at finde et miljø, hvor man følte sig hjemme og velkommen. Det er mere end ti år siden jeg begyndte at spille rollespil, og nu er langt størstedelen af de venner jeg har løbende kontakt med rollespillere. Jeg har simpelthen ikke tid til at pleje gruppen af warhammer spillere, soldaterkammerater, gymnasievenner, folkeskolevenner osv. For mig har det dog været et aktivt valg, der har handlet om at prioritere de omgangskredse, der betød noget for mig, og som jeg kunne mærke jeg fik noget tilbage fra. Det blev så til mine studiekammerater og rollespilsmiljøet. 

Jeg kan sagtens genkende følelsen af at gå enormt meget op i miljøet (alt for meget nogle gange) og har en række bekendte i udkanten af miljøet, der ofte giver som grund til ikke at komme til fester eller arrangementer, at de forsøger ikke at blive suge helt ind i maskinen. Og al respekt for det. Samtidig kan jeg også nogle gange få nok af runkredse med guitarer, billige dåseøl, dårlig musik-, tøj- og barsmag og hvad der nu ellers eksisterer i miljøet, og længes ud til verden af "rigtige mennesker", musik og diskoteker. Jeg opdager dog hele tiden, at hver af de to har forskellige ting at byde på. Som du selv siger, der er to sider.

Jeg synes dog det er enormt vigtigt at skeldne mellem miljøet og spillet. Jeg synes, det er for nemt at sige, at rollespilsmiljøet i særklasse trækker folk ind, og ikke giver slip igen, bare fordi det vi spiller har stærke eskapistiske elementer. Jeg tror, at de fleste hobbyer har tilhørende miljøer, og måske især de kreative, hvor det handler om at skabe ting sammen, nyde hinandens arbejde osv. Jeg kender da for eksempel spejdere, warhammer spillere og universitetsstuderende, der ikke rigtig har andet at gå op i, end deres særinteresse.

Jeg synes dog ikke, det er særlig specielt for rollespillere, men er enig i, at det er sundesst at have flere forskellige interesser og vennekredse, så man hele tiden bliver mindet om, at der findes andre ting her i verden.

-Søren

"Er det i længden usundt, at lære børn og unge, at forsvinde og lade sig opsluge i en fantasiverden, hvor intet er som det er i virkeligheden? En verden, hvor andre også deltager og bakker op om illusionen?"

Nej det er det ikke. (Hårdt og kontant)

Børn leger - og oftest handler den leg om at man er noget andet end det man i virkeligheden er - Og det har børn gjort i mange år. At man så bliver ved med det som voksen kan da sikkert godt vække nogle alarmer hos en psykolog eller to - Men at sige at det er usundt for børn og unge at forestille sig noget der ikke er virkelighed giver ikke den store mening. Det kaldes fantasi, og det er gerne fantasien som skal blive til kreativitet når man bliver voksen.

Der er ingen grund til at lave helt naturlige ting om til noget farligt og skadeligt. Så på lige præcis det punkt kommer du selv med svaret - Nogle mennesker kan være sat sådan sammen at det muligvis kan være skadeligt - Men det er ikke et generelt problem.
____

Jeg synes måske lidt at dit indlæg ligger op til en diskussion omkring "rollespil er noget farligt noget" - Og så er vi tilbage til 80'rne (Ironisk nok ligger der en debat der hedder det, her på forummet, med en video fra 80'rne, som fremstiller rollespil som "noget farligt noget" - Den syens jeg du skulle tage og se, hvis du ikke allerede har set den :))

____

Som Ebbehøj også skriver, så er det ikke kun rollespillere der "fortaber" sig i deres hobby - Det gør de fleste som har en hobby hvor de kan finde ligesindede mennesker, og har mulighed for at lave noget de kan finde ud af, og identificere sig selv med.

Jeg startede som rollespiller da jeg var 10 - Og på det tidspunkt gjorde samtlige drenge det i min klasse. efter et par år begydte det at falde, i forbindelse med at foreningen i Hobro lukkede - 4-5 af mine venner og jeg fortsatte i Randers ved Den Glemte Legion, hvor der så til sidst kun var mig og en enkelt anden ven tilbage - Til sidst døde det fuldstændigt.

Så i mit tilfælde har det ikke handlet om at jeg har forladt "den virkelige verden" - men at alle havde den samme hobby, og det var normalt. Da alle mine venenr var stoppet med at spile, stoppede jeg også.
Efter 3 års pause fik jeg nogle nye venner som tilfældigvis var rollespillere, og begyndte at spille med dem igen.

For mig har det ikke været et spørgsmål om at finde et sted hvor jeg passede ind, men om at jeg bare har spillet når jeg har haft nogle venner som også spillede.

Jeg har også været klassens nørd - Men i mit tilfælde, så var vi det allesammen.

Pointen med den fortælling er, at rollespil ikke ligger uden for "den virkelige verden". Der er bare nogle mennesker som spiller, og andre som ikke spiller. Ligesom med fodboldt og alt andet, og ligesom med alt andet er det forskelligt hvor meget folk går op i det - Elite idræts udøvere har heller ikke andet i hovedet end deres sport - Men det er ikke noget osom er kommet efter de er blevet en del af eliten - Det har altid været der og derfor er de blevet en del af eliten.

Forskellen på rollespil og sport er at rollespil bare ikke har en elite (Kan diskuteres) som gør at det er i orden at gø så meget op i det som nogle menensker gør

____

Så vil jeg sige det samme som Ebbehøj - At det er modigt at bruge dig selv som eksempel - og samtidig håber jeg ikke at det bliver en debat hvor man ikke kan sige sin mening af frygt for at ramme dig personligt

____

Hej Louise

Det er et godt indlæg, der ligger op til en god diskussion. For der er sociale konsekvenser, det er der med alt, og det kunne da være godt lige at få dem sat i fine kasser så vi er opmærksomme på det.

For det første har jeg medlidenhed med dig. Det må ikke have været nemt at give slip på en så stor del af sit liv. Det er stort af dig at skrive dette indlæg.

Og så til resten. Jeg mener ikke det er sundt/usundt at børn og voksne opsluger sig i en fantasy verden hver månede. Nørdede computerspillere gør det hver eneste dag i flere timer om dagen. Det var den type nørd jeg var før jeg blev live'er og det er den type mine brødre er.

I bund og grund er rollespil et samlingssted for de sociale nørder. Nørder som tidligere har været for sig selv, men som i bund og grund fungere fint med de fleste andre mennesker. Sammenhold og positiv social omgang med andre mennesker er meget vigtigt. Så det er en stor fordel at blive rollespiller, hvis man har lysten og ikke har så mange andre venner. Det har vi alle prøvet.

Selvfølgelig er det muligt at rollespil er skyld i at der opstår nogle psykiske problemer, men jeg vil finde det mere logisk at folk som har psykiske problemer utilsigtet har været vores målgruppe, da de ofte finder sig alene og når man er alene og ikke har det så godt vil en intelligent person tænke på noget bedre, f.eks. en fantasy verden. Vores miljø er også meget accepterende, så det er et godt sted at søge hen for sådanne typer. Ofte mener jeg faktisk ikke at det er en dårlig ting. Som sagt sammenhold og positvie relationer er gode for mennesker generelt. Hvis man ikke kan se forskel virkelighed og fantasi bliver det dog et stort problem. Meget stort og så bør man også stoppe. Men som sagt mener jeg at det er rollespil der tiltrækker folk med problemer i modsætning til at det er rollespil der skaber problemer.

Til sidst vil jeg påpege: Det er vigtigt at have et fuldt liv med flere forskellige interesser og en bred venneskare, således at hvis man rager sig uklar med en gruppe ikke bliver helt forladt. Dette kan være arbejde, uddannelse, familie eller andre interesser. Så husk at snak med dine kollegaer og studiekammerater en gang imellem og hvis du kan driste dig til at skabe en ny hobby skal man ikke være bleg for at prøve.

Jeg ville nok sidde og tegne samt læse tegneserier hele tiden hvis jeg ikke var live'er. Der ville det også være en fordel at blive en del af et miljø, ellers ville jeg ikke få nok social kontakt, men tilgengæld ville det nok opsluge mig i lige så stor grad som rollespil gør.

Mvh. Migal

Edit: Og i rollespil er jeg, trods al min indlevelse, bare stadig Michael G. Nielsen der kalder sig noget andet og går i noget fjollet tøj. Jeg er stadig ansvarlig for hvad jeg gør på alle måder.

Jeg har en dansk lærer der meget overbevist mener at hele den "tidens bølge" med fantasy bøger og computerspil, hvor børn og unge lever sig ind i en anden verden, (og dermed også rollespil), er et politisk komplot for at pasificere ungdommen så den ikke bliver politisk.
   Jeg er ikke enig. Men ja, der kan være problemer med rollespil.

Jeg vil ikke gentage alt det som de forhenværende posts fint forklarer. Der hvor jeg mener det skaber problemer er som Migal siger, hvis man ikke skaber sig venskaber andre steder også. Når man ensporet kun lever sit liv i miljøet og spillet, får alle sine succeer fra et sted og gør det en afhængighed. Og det er ikke sundt. 
   Som usikker teenager, er det svært at tænke på den hvilken mulig afhængighed man tillægger fællesskabet og "sporten". Men jeg mener ikke kun det er rollespillere der gør den slags. Alle teenagere søger en form for fællesskab, enten gennem et medie, tøjstil eller fritidsaktivitet. Bliver derfor pludselig afskåret fra fællesskabet vil jeg tro det kan have konsekvenser.
   Men hele dedikationen til fællesskabet skulle gerne som man bliver voksen skulle munde ud i et "sundt liv", hvor man får bekræftelser og fællesskaber andre steder fra, som man kommer over "teenage-usikkerheden".
   Så sundt eller usundt mener jeg udmunder i udviklingen af personen.

Ah, en anden problemstilling end det psykologiske. Politisk engagement. Nu vil jeg sige at der er en del live'ere der engagere sig i politik allerede? Kåre Murmann Kjær fulgte valget på sin blog og fik da skrevet om et par stykker.

Men der er dog noget sandhed i Majas dansk lærers udsagn. En stor interesse indenfor rollespil formindkser jo tiden man kan bruge på andre interesser, f.eks. politik. Jeg ved ikke om det er grundet rollespil, men jeg har da ikke været til nogen demonstrationer siden at jeg stardede på det.

Nu startede jeg jo som ca. 18årig, så kender ikke den 'interesse for politik reducerende effekt' på folk der har spillet fra de var små, men tvivler på den er mærkbar. Muligvis mener jeg vi giver en større indgang til politik fordi der ofte opfodres til at deltage i foreningslivet og derigennem kontakt til kommunen, hvilket kan lede til politik.

Og politik bliver vel diskuteret alle steder? Det er vel ikke kun mig der som får tilfredsstillet min trang til Røde Mor til en Live'er fest en gang imellem? ;)

Jeg vil da også lige nævne at jeg kender et par rollespillere som går mere passioneret op i politik end nogen anden jeg kender.. Ud over min far måske :D

Til det med at man skal sørge for at have mange vennekredse - Det er der også et problem med, for der er kommet så stor fokus på at man skal have så mange venner som muligt de seneste år (Arto, facebook og andre sider har deres del af skylden) så der findes nogle teenagere hvor alt i deres liv kun handler om at skrive med deres venner, og hvor de ikke laver noget selvstændigt.

Personligt har jeg ingen profil på nogen af socialicerings site (Eller hvad man skal kalde det) og jeg er ikke bange for at bryde forbindelser med folk jeg kender. Jeg taler for eksempel kun med 2 af dem jeg gik i folkeskole sammen med (Ud af 28).
Samtidig gik jeg i klasse med 15-18 stykker på teknisk skole , hvor jeg stadig snakker og mødes med dem alle jævnligt. Så at sige at man skal sørge for at have mange venner er forkert - for jeg har ikke mange venner, og det er fordi jeg er kontant når det kommer til hvem jeg vil bruge min fritid sammen med. Det er ikke mængden men kvaliteten ;)

Jeg har en kæreste som er lige omvendt, som prøver at holde kontakt og holde sig venner med alt og alle, også mennesker hun reelt ikke kender eller ved hvem er. Det synes jeg er lige så usundt som slet ingen venner at have.

Jeg tror på at hvis man dropper alt det falske så får man mere af det ægte. Hvis ikke, så i det mindste mere fokus.

Bare lige mit indspark til det med at man skal have mange venner ;)

Efter at være blevet poket flere gange af min chef der gerne så et af mine oldschool hade indlæg vil jeg nu forsøge at sige min mening så sagligt som jeg kan. Det bliver sikkert et problem hen imod enden da jeg føler passioneret for emnet.

Jeg tror ikke at rollespil som hobby er et problem. Vi er langt fra lige så dedikerede som de elitesportsfolk jeg havde omgang med i mine unge dage. Folk der dyrker sport for "sjovs skyld" har ingen eksistensberettigelse og tæller ikke med i ligningen.

Der imod tror jeg du rammer hovedet rigtig meget på sømmet med at skyde på det utroligt indspiste, internt orienterede og sjovt nok både selvforherligende og selvkritiserende rollespils-"miljø". Det er et problem for unge mennesker at de ingen frivillig berøringsflade har med andre dele af befolkningen end den der traditionelt rekrutteres ind i den mørke skovs broderskab (undskyld PiP).

Jeg har ind imellem rantet i lange timer med fråde om munden om hvor dårlig en idé jeg synes Østerskov Efterskole er. Det vil jeg gerne trække tilbage. For jeg har intet imod Maliks tanker om Edularp og at der er fokus på vores hobby som udviklende og lærende. Det jeg hader er at vi identificerer os som en lille subkultur og føler os forfulgt. Det holder os tilbage at vi endnu ikke er lige så lokalt og politisk engagerede som nogle af de andre kulturforeninger. Kudos til dem der rent faktisk er det. Det er en af de få ting der giver foreninger som Dværge Med Guld bare en lille smule oprejsning fra status som "skal skydes ved først givne lejlighed under revulotionen".

Som rollespiller der først rigtigt startede i midten af tyverne, altså som en del af miljøet og ikke bare derhjemme med 4 venner, kan jeg varmt anbefale at have andre omgangskredse at trække på. Det giver et tilflugtssted når man føler at ens altoverskyggende interesse for hobbyens snørklede politiske krinkelkroge, begynder at blive for meget. Jeg har heldigvis aldrig gået i sort tøj og hørt heavy metal. Jeg kommer kun på rocken fordi øllene er lige så billige som pigerne.

Ud i solen. Altså uden sværd. Det er ikke farligere end at i måske møder nogle rigtige mennesker derude. Twilight er alligevel et makværk af et stykke teenagelitteratur.

En ganske relevant og udmærket case du har udlagt frøken Louise.

Du bringer noget frem omkring social accept:
"Ude til rollespil var jeg noget - eller nogen. Folk hilste på mig. Mine fedtede briller og mit grimme hår blev ignoreret"

Fokuset lå på spillet/legen og der er/var en tradition for at imødekomme alle. "Almindelige" rollespilspiger og drenge går lige så meget op i hårstil, tøjsmag og evner/indre værdier som alle andre. De er bare ikke en del af spillet og blir i mine øjne gemt væk bag en facade, altså spillet.

Du trak dig fra din anden verden (Jeg nægter at kalde det, den virkelige verden, da miljøet omkring denne hobby er mindst ligeså virkelig/uvirkelig som alt andet). Du følte ikke at du manglede den, fordi du havde alle de behov du behøvede hos dine rollespilsvenner. Dette er som Troels bringer op, meget normalt også for elitesportudøvere og folk der generelt går op i deres hobby. Det er selvfølgelig virkelighedsflugt, men det er at skrive poesi, spille guitar eller dyrke fodboldt på eliteplan i helt samme grad.
Du vil derfor klart mangle noget fra resten af verden, nok mest fordi du bor i landet Danmark, der er et land der værner enormt meget omkring et generalistisk vidensbegreb, hvor man helst skal kunne forstå sig på alle i samfundet og vores uddannelser ikke er så specialiseret som i andre lande.
Jeg vil vove at påstå at det slet ikke er samme problemstilling i en del andre lande i Europa at man "nørder en ting for meget". Ikke desto mindre tror jeg på de danske værdier omkring en forståelse af sine medmennesker og tror selvfølgelig også det er vigtigt som Troels påpeger at der er en klar værdi i at kende andre mennesker end lige miljøet.
Dette kan blive en større kamp for nogen, men udbyttet vil være det værd i enden.

Frakendelse af din fortid: (Nu kommer de hug Ebbehøj ledte efter)
"I dag snakker jeg ikke med én eneste fra dengang" - Du frakender dig rollespil, fordi du er overbevist om at det er sundere for dig at leve uden og at du helst skal cutte forbindelsen helst, fordi du er blevet overbevist om at DU ikke kan tåle den form for virkelighedsflugt eller det miljø der forgrener sig omkring den. Du er næppe den eneste der føler sig sådan, men ikke desto mindre tror jeg du gavner noget af at afskære den interesse og kultdyrkelse du føler du har levet under.
At du så vælger at konfronterer den eller hvad du gør, med dette indlæg, er så bare helt fantastisk.

"Vennerne forsvandt efterhånden" - Hvis du kun kan snakke rollespil med dine rollespilsvenner, er det jo også problematisk. Hvis du derimod 'bare' ikke kan tale med på det sidste nye inden for miljøet, så er der stor forskel.
Fordi venner burde gerne have mulighed for at snakke om generelt forståelige ting som vi alle er enige om. De fleste af os har en holdning til den nuværende regering, de fleste af os har en holdning til om man skal spise is eller chokolade, de fleste af os har et ynglings band. Selv rollespillere. Hvis ikke de har det, så er problemet meget mere marginaliseret.

"Har det nogen psykiske konsekvenser?" - Definer konsekvenser? Der er da uden tvivl en følge virkning af om du har spillet rollespil eller du har spillet rullehockey i din ungdom/barndom, men ligefrem at kalde konsekvenser er måske lige lovlig negativt ladet. - For mig er der en klar forskel på folk der har spillet rollespil i 5 år og folk der ikke har. Men der er satme også forskel på folk der har spillet fodbold i 5 år og folk der ikke har. De er oftest meget mere afklaret om hvad de kan og ikke kan lide ved denne hobby. Modsat folk der aldrig har dyrket fodbold, som bare er fordomsfulde, som fx i min optik en hel del rollespillere. - Der er ligeså fordomsfulde overfor "deres" så kaldte fodboldte idioter eller holigans.

"Klassens nørd - rollespillets konge"
Tror du helt seriøst det gør den store forskel? Jeg lægger heller ikke meget værdi i at en af mine venner har fundet en volleyball turnering i Gentofte 3 år i træk og det på trods af jeg har spillet volleyball i 3-4 år og kommer fra Gentofte. Hvorimod hvis jeg stadig spillede volleyball, ville jeg nok give ham/hende meget mere respekt end jeg gør nu for det.

Det handler om at kunne reletere sig til folk. Selvfølgelig er det sejt at møde en filminstruktør, men hvis han/hun ikke instruere i en genre du kan lide, er det bare ikke lige så sejt.

Nu komme rjeg så med min mening, der er nok ikke så mange fine ord, og en massestavefejl men det er så det.

Jeg tror at rollespil er et sundt tidsfordriv, og når jeg nu skriver rollespil mener jeg live, det udvikler jo folk på mange planer og lære folk noget som jeg tror er meget sundt for alle. At sætte sig i en andens sted. For er det ikke det rollespil handler om? At være en anden og kunne udleve nogle drømme eller fantasier man har og så have det skægt imens?

Jeg kan så ikke se hvordan det er usundt på nogle måder, eller skal nok siges, mere usundt end så meget andet.

Inden admins kommer efter dig "doomande" så skal du nok ændre dit navn (Det skal inderholde fornavn og efternavn)

At sige det kan være skadeligt for mennesker som allerede i forvejen har et problem kan være rigtigt nok. Men så er spørgsmålet om det virkeligt er rollespillet som er skadeligt, hvis det kun er skadeligt over for nogle helt bestemte mennesker med en bestemt psyke og mentalitet?

Skaden er så ikke kommet fra rollespillet, men noget andet der har skabt den bestemte psyke/mentalitet - Rolelspillet er bare en af de ting som kan synligøre problemet - Men det er ikke det der skaber problemet.